Skudt, indsmurt i blod og hårdt såret.
Sådan ankom tre mænd tirsdag aften til skadestuen på Hvidovre Hospital efter et større skuddrama. Ifølge politiets umiddelbare oplysninger kom de tre mænd i egne biler.
»Vi kan ikke sige meget på nuværende tidspunkt, men det er korrekt, at de tre mænd selv ankom til skadestuen,« siger Frank Reuter, central vagtleder i Københavns Politi til avisen.dk.
Forud var gået først tumult og siden skyderi i en lejlighed på Carl Jakobsensvej i Valby, hvor der blev skudt gennem en dør. Formentlig blev der også afgivet skud på gaden, men det nærmere forløb af aftenen er endnu ikke klarlagt og undersøges nu af Københavns Politi i samarbejde med Vestegnens Politi.
De tre mænd er nu blevet anholdt sigtet for drabsforsøg - og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.
Rød cabriolet efterlyses
Tirsdag aften var de tre unges mænd tilstand ikke kendt i detaljer, men mindst en af tre betegnes som alvorligt såret og i livsfare. En anden meldes sikkert ude for livsfare.
Ifølge de foreløbige oplysninger leder politiet efter en rød cabriolet, en sort Audi og en varevogn, som mistænkes for at være involveret i skuddramaet, men hvordan er foreløbig ukendt.
Der er på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om eventuelt motiv - eller om der var tale om et bandeopgør. Der har tidligere været skudopgør i området omkring Carl Jakobsensvej i Valby.