Liberal Alliances væmmelige menneskesyn

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Pengestærke og egoistiske mennesker former landets politik og har gjort det i alvorlig grad siden Reagan, Greenspan og Thatcher førte an.

De har fundet deres griskhed og kynisme over for svage og svaghed herostratisk berømmet i en murstensroman, skrevet af den hævngerrige russer Ayn Rand.

(Læs om Ayn Rand her)

I Danmark har et par rigmænd, med færre penge end Poul og Fritz, men med mere rabiate holdninger, købt og betalt et parti for bare sølle 17 millioner.

Kunne man nøjes med at have et par tosser løbende rundt på Borgen var det vel i orden, men hele filosofien bag Liberal Alliance gennemsyrer dansk politik fra den ene side af salen til den anden. Med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

De, der stemmer på DF, er jo reelt ikke højreekstremister, de er bare så skidebange for fremmede, at deres angst får dem til at stemme på et parti, der siger ja til alt, der kan holde fremmede samlede et sted syd for Alperne.

Resten af Borgens højtlønnede, uerfarne evighedspensionister sidder og holder krampagtigt fat i romanen "Og verden skælvede", som de har fået forærende af tidens største egoister: Lars Seier Christensen og Kim Fournais fra Saxo Bank. Lars mener, at millionærer betaler 80% af de skat staten bruger, og han tror sikkert også på det.

Hans filosofi er bygget på Ayn Rands roman om Atlas, der kæmper mod empati og fællesskab – og vinder. En fantastisk bog, skriver Lars, og undlader at røbe den spændende slutning.

Rand og Lars har mere tilfælles, de er begge flygtninge. Rand flygtede med sine forældre fra den russiske revolution til det forjættende USA, som til sidste gav hende socialhjælp, og Lars flygtede fra den danske skat og den danske blødsødenhed, til det frihedselskende Schweiz, der tager sig godt af alle med penge.

Saxo Bank købte ruinerne af et parti og satte en upåagtet politiker i spidsen sammen med nogle fra folketingets overskudslager, der fandt Dansk Folkeparti for meget i retning af barmhjertige samaritanere. Men der manglede stadig noget til at løbe foran, og så købte de en brøleabe, der kunne høres vidt og bredt… og han havde tv-tække, så han kom på igen og igen. Han kunne kaste med kugle, klø sig i håret og ride på en ko og true folk der var halv størrelse af ham selv. En mand der passer lige ind i randismen.

Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og nu også SF støtter klart og tydeligt Ayn Rands romanfigur, og forveksler bogen med noget, der kan omsættes til virkelighed… uden store omkostninger. Ikke mindst Mette Frederiksen finder inspiration og visioner i egoisternes lidelsesberetning.

USA og resten af den vestlige verden løb med, og legede randister, og vores egen Fogh var bannerfører for egoisme og ureguleret pengemagt. Katastrofen har vi nu levet med i fem år… og alligevel fortsætter regeringen, oppositionen og Saxo Bank med at tro på alt det, der bragte hele økonomien til fald.

Vi har brug for et opgør med egoismen, og det må begynde nu. Med det samme. Mediedrenge og piger må ud og holde mikrofon for de svage, de barmhjertige, de solidariske i stedet.

Generelt er medierne i store træk de stude, der er spændt for randisternes skærveknuser, og kun få medier yder dem trods. Kun få medier skider hul i det evindelige modangreb: "Vi har ikke råd". Det betyder, at hårdt ramte mennesker som jeg, og de mange tusind, som her det endnu værre, stort set aldrig kommer til orde. Randisternes formand og ypperstepræst Lars Seier Christensen får lov at sidde uimodsagt og bræge hos en tidligere spindoktor, der mig bekendt endnu har til gode at lade et af Seiers ofre komme til orde.

Den slags er medvirkende til, at randisterne stadig får lov at sætte den dagsorden, vi andre kommer til dø af. Argumentet, det evindelige modangreb, kan jo fejes bort med: Hvad vil vi gøre for hinanden. Når det er lagt fast, så finder vi ud af resten.

Saxo Banks yppersterandister og de logrende mopper, der sidder og venter på hundekiks i folketinget har allerede meldt tydeligt ud: Alt der ikke kan klare sig selv skal dø. Tag ikke fejl, det er det de vil. Det er det de mener. Læs deres bibel, som Seier Christensen praler af kun er overgået, som boghit i USA, af selveste biblen. Han mener det alvorligt, når han sparker syge ud af sengen med det ene ben, mens han rækker lommepenge til Brøleaben med en fedtet hånd.

Vi skal ikke debattere og anerkende, at milliardærerne har det hårdt. Vi skal debattere, hvordan de kan være med til at give samfundet noget af det tilbage, som samfundet gav dem. Ingen er blevet rig ved egen drift… enhver finansiel rigdom bygger på et fundament af foræring og andre menneskers ofre. Så enhver rig skylder. Det er ikke nok at smide et lille haveanlæg og et operahus, der skal mere til… meget mere.

Vi har levet, vi har lidt og vi er døde under randisternes hærgen, nu skal det høre op.

Dræberegoismens tid skal være forbi. Lad det blive anstændighedens og omsorgen tid fra i dag.

For nylig sendte jeg et brev til samtlige medier og samtlige folketingspolitikere og alle partier. Det åbne brev er blevet nævnt af avisen.dk og udgivet af avisen.dk, ingen andre har gjort noget. Ingen folkevalgt har svaret, og kun et parti (DF) har svaret, at de ikke kan gå ind i sagen. Noget de ellers gerne gjorde sidste år, da de brugte det som reklame for sig selv.

Så galt fat er det, at ingen af de siddende politikere og kun et enkelt medie vil røre overgrebene på syge. Alle andre tier og venter på, at vi dør.

Randisternes bibel kan du få du gratis tilsendt i Saxo Banks udgave. Udfyld skemaet på dette link.

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.