Libanon-blog: På besøg hos Guds Parti

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Turen til Hizbollahs kontor i Beirut går direkte gennem byens voldsomme historie. Først kører min tolk og jeg langs den vej, der i borgerkrigen fra 1975 til 1990 udgjorde ’Den grønne linje’. På hver side af gaden skød muslimske militser mod kristne militser på den anden side – og omvendt. Mange af bygningerne er stadig fulde af 20 år gamle skudhuller. Hizbollahs flag

I dag er det meste af det sydlige Beirut rent Hizbollah-land. Lederen af ’Guds parti’, som Hizbollah betyder, hænger på gadehjørnerne. Fotos af martyrer står som skilte i flere gadekryds. Og en enkelt gadesælger rækker et glitrende hæfte om Hizbollahs kamp mod Israel ind af bilruden, da vi stopper i et kryds.

Min tolk og jeg er på vej mod Hizbollahs pressekontor, som ligger i det sydlige Beirut. I et område, hvor borgerkrigens ar blandes med friske sår fra 2006: Flere bygninger i området er totalt jævnet med jorden. Da Israel sidste sommer bombede Hizbollahs positioner var det her område topprioritet, da hele Hizbollahs top boede i kvarteret.

Jeg skal ind på pressekontoret, fordi jeg gerne vil interviewe bevægelsens milits om dens mål og midler. Det er ikke helt nemt at få lov til. Hizbollah er ikke alene militante islamister og på USA’s, Storbritanniens og Israels terrorlister. De er også ultra-bureaukrater.

Pressekontoret ligger i en otte-etagersbygning i Sydbeirut. En tynd mand tager imod bag en disk. Han skal se både pressekort, et brev fra min redaktør, pas, visum og en speciel presse-tilladelse fra Libanons informationsministerium, som ingen andre i Libanon gider se.

- Fyld det her ud, siger han og giver mig to A4-ark, som skal udfyldes med alt fra min mors navn til adressen på Nyhedsavisens hjemmeside - og naturligvis hvilke emner, jeg vil interviewe om.

Heldigvis er kontoret stor, og jeg kan sidde i de enorme, polstrede, mønstrede stole og udfylde papirerne. Da jeg afleverer dem, får jeg at vide, at Hizbollah skal bruge præcis 48 timer til at afgøre, om jeg er værdig til at interviewe dem og kan få lov at blive vist rundt i deres højborg i Beirut.

Presseofficeren, som jeg egentligt troede, jeg skulle se, møder jeg aldrig. Men det er helt normalt, forklarer min tolk.

- Hun snakker ikke med journalister. Hun siger bare ja eller nej. Og der er aldrig nogen begrundelse, siger han til mig.

De sidste par gange har min tolk ikke haft held med at skaffe folk tilladelser til interview. Selv en egyptisk pro-Hizbollah-journalist fik et nej, forklarer han.

- De er bange for spioner. Der går historier om agenter, der har snydt sig ind som journalister, taget fotos og givet dem videre til den israelske efterretningstjeneste. De er virkelig bange for den slags, siger han.

Om 48 timer ved jeg, om jeg kan få lov til at stille et par kritiske spørgsmål til Libanons mest magtfulde og omstridte bevægelse. Min tolk er optimist. På grund af den politiske situation, hvor Hizbollah boykotter regeringen og skændes med staten om udgifterne til genopbygning i Hizbollahs områder, vil militsen måske gerne have opmærksomhed.

Om han har ret, ved jeg først om 48 timer, når Hizbollah måske er færdig med at tjekke Avisen.dk ud - og giver mig et ja eller nej.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.