Libanon-blog: Krig, terror og Vero Moda

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Not-so-breaking-news: To piger går forbi Vero Moda i Beirut tirsdag 

Der var Libanon på tysk tv, da jeg i går sad og fulgte med i nyhederne ved gate 56 i Frankfurt Lufthavn. Nyhedsværten fortalte om "fornyet vold i flygtningelejren Nahr el-Bared" og "links til al-Qaeda", mens billederne viste kampvogne og rygende bygninger fra den libanesiske hærs kampe med den islamistiske gruppe Fatah al-Islam. Så var der ikke mere om Libanon …

Fire timer senere landede jeg i Beirut lufthavn, og mens jeg skriver dette, har jeg været her en dag. Og er egentlig blevet overrasket over, hvor lidt Nahr el-Bared fylder i samtalerne med folk i hovedstaden.

Bevares, der bliver da snakket lidt om det. Og da jeg var i Informationsministeriet for at få en pressetilladelse, var adskillige korrespondenter mødt op for at følge landets forsvarsminister forklare situationen på en storskærm.

Men på gaden i Beiruts smarte kvarterer handler livet meget mere om, hvor varmt vejret er (og det er varmt …), hvilke natklubber der er fede (det er i øjeblikket én, der hedder SkyBar). Og for mændenes vedkommende om, hvilke libanesiske piger der er lækre (ifølge min taxi-chauffør de fleste af dem).

Beiruts centrum ligner kort sagt sig selv trods sidste års krig mellem Hizbollah og Israel, sommerens terror-bomber og kampene med islamistiske ekstremister. Der er stadig kunder hos Jack & Jones og Vero Moda i centrum (ja, de ligger også i Beirut), der er stadig trendy teater-forestillinger, og der er stadig folk på stranden.

Egentlig burde det jo ikke overraske mig. Sidst jeg var i Beirut, var under sidste års israelske bombardement. Dengang lukkede butikkerne kun nødtvunget trods bomberegnen, og mange barer holdt åbent for de få gæster, der vovede sig uden for deres hjem.

Men det fik mig alligevel til at tænke over, hvordan vi journalister sætter et land i bås. Jeg har kun skrevet deprimerende artikler om Libanon i Nyhedsavisen de seneste seks måneder, selvom der også er masser af skæve, sjove og livsbekræftende historier her.

Nu skal det heldigvis snart være nok, og derfor har jeg brugt eftermiddagen på at interviewe en libanesisk kvinde om intimbarbering, kælenavne til sin mis og lidt mere alvorlige seksuelle emner. Men det er en helt anden historie, som kommer senere på måneden i Nyhedsavisen :-)

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.