OB har haft det svært mod kronjyderne fra Randers FC de seneste år. Om det er slatterne fra det tidligere Thor øl -bryggeri, jyderne drikker inden kampene, vides ikke. Men man skulle tro, at spillerne var faldet i malt-gryden som små og således har udviklet superkræfter, til når de møder OB.
Således ender langt de fleste kampe mellem disse to uafgjort eller med en snæver sejr til det ene eller det andet hold.
Burger-Borring i bedring
Derfor er det heller ikke de meste optimistiske tanker, OB-spillerne gør sig inden deres sidste hjemmebanekamp i år.
»Puh, de er simpelthen så kompakte. Jeg kan huske, sidst vi var deroppe; hver gang jeg fik bolden, var de altid i overtal to mod en,« siger kantspilleren Jonas Borring.
Han er netop kommet sig efter sin burger-kur , hvor han skulle sørge for at spise lidt usundt, for at hans lettere sygdomsprægede krop havde noget at stå imod med.
Cheftræner Lars Olsens plan for at slå hestene fra Randers går imidlertid hverken på Albani-øl eller McDonald¿s-mad:
»Randers har svinget utroligt meget i deres præstationer, så vi skal hurtigt ud af starthullerne for at sikre os, at de ikke får fat,« siger Lars Olsen:
»Vi er blevet utroligt boldbesiddende, især på hjemmebane, så vi skal passe på, at de ikke fanger os med en hurtig kontra - der skal arbejdes!«