Kvinderne risiker at blive de største tabere efter det arabiske forår

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Hvis kvindespørgsmålet ikke kommer i fokus, og hvis kvindernes frihed, rettigheder og frigørelse ikke bliver taget alvorligt, bliver kvinder de største tabere i det arabiske forår.

De sidste par år har været fulde af overraskelser. Inden da var omverdenen vidne til en ny bølge af masseprotester i Iran, hvor millioner af mennesker kom på gaden og viste deres foragt over
det iranske islamiske regime.

Men protesterne blev endnu engang slået hårdt ned, og håbet om diktatorernes fald i Iran blev endnu en gang til skuffelse for den iranske befolkning og for resten af verdenen.

Men kort tid efter blev der tændt et nyt lys et andet sted i Mellemøsten. Befolkningen i Tunesien rejste sig imod diktatorerne i deres land og for frihed. Og så kom turen til Egypten, Yemen, Bahrain, Libyen og Syrien m.fl.

I de lande, hvor ingen havde forestillet sig, at magthaverne
foreløbig ville blive udfordret af deres befolkninger, opstod der ikke alene masseprotester og folkelige bevægelser. Det lykkedes også folk i Tunesien og Egypten at vælte Ben Ali og Mubarak - to diktatorer, som ingen havde forestillet sig kunne rystes af magten i løbet af så kort tid.

Kvinderne i mange af de lande har kæmpet side om side med mænd imod diktatorerne og for deres frihed. I Iran stod kvinder tit forrest i rækken til demonstrationer imod regimet.

Mange gange var det dem, der havde lederrollen og kæmpede imod arrestrationer af mænd i demonstrationerne. En kvinde, Neda Agha Soltan, som mistede sit liv i protesterne blev symbolet for kampen for frihed i Iran.

I lande som Egypten, Tunesien, Syrien og Bahrain har kvindernes deltagelse i masseprotesterne imod diktatorerne været bemærkelsesværdige og tydelige.

Men diktatorernes fald er ikke altid lige med bedre forhold og frihed for kvinder.

Hvis kvindespørgsmålet ikke kommer i fokus, og hvis kvindernes frihed, rettigheder og frigørelse ikke bliver taget alvorligt i de lande, hvor folk vælter diktatorerne, bliver kvinderne de største tabere i det arabiske forår.

Hvor meget fokus, der er på kvindespørgsmålet og hvor meget kvinder opnår deres fulde rettigheder, er kendetegnende for det samfund, som bliver bygget op i Mellemøsten.

Jo mere begrænsning for kvinder og deres rettigheder og frihed, jo mere skal man forvente begrænsning for alle andre gruppers frihed og rettigheder.

Man kan lære af erfaringerne fra den iranske revolution i 1979. Her deltog kvinder side om side med mænd i demonstrationerne og protesterede imod Shahen (kongen).

De håbede på at opnå frihed og bedre forhold, men de blev de første ofre for Khomeini, den religiøse leders politik, efter Shahens fald.

Han gav ordre til at kvinder skulle dække sig med slør og skulle adskilles fra mænd på alle offentlige steder og arbejdspladser og skoler. Han gjorde det i revolutionens navn.

Folkets formål med revolutionen var først og fremmest at opnå frihed og bedre forhold, men Khomeini ændrede revolutionens formål efter sin magtovertagelse. Han påstod, at folk havde deltaget i revolutionen med det formål, at kvinder ikke skulle gå med vestligt tøj og opføre sig ikke-islamisk.

Khomeinis ordre blev mødt af tusindvis af kvinders protester. Men alle andre grupper, som havde deltaget i revolutionen, mente dengang ikke, at kvindespørgsmålet var væsentligt.

De mente, at der var vigtigere ting at beskæftige sig med. Det med kvinder og deres rettigheder kunne jo godt vente. Derfor støttede de ikke kvinder og deres protester mod overgreb på deres rettigheder.

Det lykkedes Khomeini at tvinge kvinder til at gå med slør og fratage dem de mindste rettigheder. Ingen tog det første angreb på kvinder alvorligt.

Men så kom turen til alle andre!

Politiske partier, fagorganisationer og menneskerettighedsorganisationer blev én efter én opløst, og aktivisterne blev sendt til fængsler og henrettet.

Angrebet på kvinder og deres frihed, var begyndelsen på angreb på alle andre. Det var det samfund, som Khomeini og hans regime havde tænkt sig at opbygge i Iran.

Derfor er kvindespørgsmålet og kvindernes frihed og rettigheder meget afgørende, når man vil opbygge et nyt samfund i det arabiske forår. Og der, hvor folk har kæmpet imod diktatorerne og for frihed.

Om det vil lykkes for kvindeorganisationer og alle de progressive kræfter i Mellemøsten at ændre de eksisterende love og regler til fordel for kvinder, så ingen på ny kan begrænse deres rettigheder og frihed, vil være grundstenen for enhver positiv forandring i samfundet i de lande.

Kvindernes frihed og rettigheder er målestokken for den frihed og de rettigheder, som eksisterer i et samfund!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om denne blog:

Nahid Riazi er socialpædagog og kvindesagsaktivist. Hun kom til Danmark fra Iran i 1989 som politisk flygtning. Hun blev sidste år tildelt Integrationsministeriets integrationspris, men nægtede at tage imod prisen i protest mod regeringens integrations- og udlændingepolitik.

Om Nahid Riazi:

Kvindesagsaktivist