Endnu en nat blev der sat ild til flere skoler i og omkring København.
Værst gik det ud over Tingbjerg Skole i Brønshøj, hvor en større del af skolen nedbrændte, efter at ukendte gerningsmænd havde sat ild til skolen.
Endnu er ingen personer blevet anholdt i sagen. Branden er den tiende skolebrand på få døgn. Hidtil er det gået værst ud over Værebro Skole i Bagsværd, som delvist nedbrændte natten til fredag.
Gerningsmændenes fremgangsmåde har været at kaste brandbomber mod skolerne eller at sætte ild til biler og containere i nærheden.
Ifølge formanden for Skolelederne, Anders Balle, er skolerne lette mål, da de ligger øde hen om natten på let tilgængelige steder.
- Det er vi kede af, og det er ærgerligt, at
det er sådan. Men jeg tror ikke, at det vender sig mod skolen som
funktion eller institution. Mit bud er, at det er udtryk for en mere
generel frustration, og så skal det gå ud over noget. Skoler er
sårbare, fordi de ligger alene og er forholdsvis let tilgængelige om
aftenen og natten, sagde Anders Balle lørdag til Avisen.dk.
Det var dog ikke kun skoler, der blev ofre for flammernes begær natten til søndag. Også dele af en daginstitution i Tilst ved Århus er brændt ned, og i både København og Brøndby måtte politiet kortvarigt evakuere beboere i flere opgange på grund af påsatte brande .