Den aften, Pernille Oldenborg Lind døde, blev 17-årige Adnana Sinanovic trukket med op på sin bedste venindes værelse og afhørt.
Hun var både voldsomt oprørt og ulykkelig, men hendes ord er alligevel helt afgørende i politiets øjne – på trods af at hun længe har fastholdt, at politiet fejlciterede hende.
Ifølge Østjyllands Politi er der ingen grund til at tvivle på, at Adnana havde hørt Pernille true med selvmord.
Så hendes ønske om at rette dette afgørende punkt må være opstået, fordi hun er under pres, skriver Østjyllands Politis chefanklager Marian Thomsen i sit svar på en klage fra Pernilles forældre.
Under pres på værelset
Men Adnana Sinanovic er helt uenig med politiet.
»Jeg var da mest under pres på det tidspunkt, hvor han tog mig med op på Pernilles værelse og afhørte mig. Jeg læste for første gang min såkaldte forklaring i oktober, og jeg fik et chok. Flere steder står der det modsatte af, hvad jeg sagde til betjenten. Hvis jeg havde vidst, at den afhøring af mig blev brugt til at lukke sagen, kunne jeg godt have tænkt mig, at han havde læst den op for mig,« siger Adnana Sinanovic, der har forsøgt at få ændret i sin afhøringsrapport, lige fra hun læste den første gang.
Men politiet siger nej og henviser til, at sagen er lukket.
Adnana Sinanovic siger, at hun den aften fortalte politiet, at Pernille netop havde sagt, at hun ikke kunne finde på at begå selvmord.
Hun oplyste, at de en måned tidligere havde talt om en vens far, der havde skudt sig selv.
Da havde Pernille, ifølge Adnana, netop sagt, at hun aldrig ville kunne begå selvmord, fordi det ville smadre hendes familie fuldstændig.