Jeg er skyldig - undskyld

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

ÅBENT BREV

 

Kære folketingsmedlemmer, kære regering,

Jeg er skyldig.

Jeg er en stor belastning for samfundsøkonomien.

Undskyld, at jeg er en udgift. Muligvis endda en større udgift, end min skatteindbetaling gennem 46 år, som trods alt kun er et lille tilskud til driften på nogle få millioner kroner.

Jeg er syg, og samfundet har heldigvis forsynet mig med en Amanda, der har gjort mig opmærksom på, hvor stor en belastning jeg er for jer, og hvor urimelig lidt vilje jeg har til at helbrede mig selv.

Jeg er en af de mange, der med rette straffes for at være syg (læs: Skabe mig). Lidt som i fodbold, hvor straffesparkssimulanter får det røde kort. Således får jeg det røde kort for at spille syg og være en samfundsomstyrtende belastning. Naturligvis fortjener jeg min straf. Jeg nægter jo at tage mig sammen.

Den lovgivning I har vedtaget og fastholder, gør det muligt for mig at være syg uden værdighed og uden spekulationer på, hvordan jeg skal investere de uhyrlige summer, der i form sygedagpenge strømmer ind på min bankkonto hver måned.

Jeg kan forstå, at jeg er en voldsom belastning for statsbudgettet. Ikke alene skal samfundet bruge penge på lægehjælp og transport til operationer og lignende, men det stakkels samfund, som I forvalter skal også sørge for min mad og husly i form af sygedagpenge. Den udgift synes desværre nødvendig, bare fordi jeres tossegode forgængere i 1953 indføjede statens pligt til at hjælpe dovendidrikker som mig i grundloven.

Fredag den 31. august skal jeg indlægges på Rigshospitalet for at blive opereret for den kræft, jeg er blevet angrebet af. Det viser sig nemlig, at ingen af Jobcentrets kurser, eller Amandas nidkære indsats er nok til at fjerne kræften, og desværre må jeg indrømme, at jeg ikke har været samarbejdsvillig nok, så jeg kunne tage mig sammen og fjerne kræften blot ved min vilje til at hjælpe kommunen, Amanda og det omliggende samfund.

Fredag den 31. august mister jeg mine sygedagpenge, og skal samtidig møde op på kommunen for at søge om fattighjælp, men jeg forsøger at henvende mig dagen før, fordi det er så pokkers svært at tage mig sammen til at være to steder på én gang.

Ud over min kræft lider jeg af en svær depression, KOL og andre skavanker, som jeg heller ikke har kunnet tage mig sammen til at gøre noget ved – altså bortset fra at holde op med at ryge, hvilket jo heller ikke hjælper statskassen. Min vilje til at blive rask er alt for lille, og samfundets udgifter for høje. Derfor er det da naturligt, at samfundet ikke vil betale sygedagpenge til en person, der har været syg i et år.

Et år må være nok – og så må man tage sig sammen. Det er humlen og konsekvensen af den lovgivning, I så viseligt har vedtaget.

Ude i kommunerne sidder jeres hjælpere, i mit tilfælde i form af sagsbehandleren Amanda, og her vogtes nidkært over kommunernes og statens midler.

I bør påskønne disse offentligt ansatte, som kreativt bøjer blødsødne erklæringer fra læger, psykologer og psykiatere, så disse hvidkitlede, uansvarlige folk fra sundhedssektoren ikke bare tvinger stat, regioner og kommuner til at kaste skattepenge ud på hvad som helst.

I mit eget tilfælde har Amanda været særdeles aktiv for at holde mig fra at falde i dvale som førtidspensionist. En livslang depression har endelig fået magten over mig, og jeg gider ikke længere klare det selv. Jeg har også søgt hospitals- og lægehjælp for knoglebrud, fået tilskud til medicin mod KOL, Bronkitis, flere lungebetændelser og depression. Undskyld.

Derfor skylder jeg jer en stor tak for jeres indsats for at få mig til at tage mig sammen. Så når jeg ligger på operationsbordet for at få fjernet kræften, er jeg klar over, at det er min egen skyld, at jeg ikke står på kommunens kontor for at søge fattighjælp. Således er det en rimelig chance for at jeg kan spare samfundet for flere udgifter.

Det bliver værre endnu. Jeg er 60 år og om kort tid skal jeg have folkepension. Kræften kommer kun til at tage forholdsvis få år af min forventede levetid, og det betyder endnu flere udgifter til staten. Det bekymrer mig alvorligt.

Fordi jeg godt kan forstå nødvendigheden af at syge tager sig sammen, og fordi jeg kan forstå, at syge er en belastning i lighed med pensionister, der har knoklet i et langt liv og heller ikke gider mere. Fordi jeg ikke gider tage mig sammen og blive rask, ender jeg med at være en alt, alt for stor økonomisk belastning for samfundet, som så ikke har råd til at udbetale milliardsummer til dårligt ledede banker og til krig i fjerne lande.

Det er min skyld, at økonomien ikke kan hænge sammen. Den forrige regering brugte rigtig mange milliarder, og den nuværende kommer også til at bruge en del. Underskuddet fortsætter, og jeg er en af grundene.

Med det in mente synes jeg, at det er på tide, at jeg tilbyder samfundet noget hjælp. I er jo dem, der styrer landet, det er jer der har overblikket, og I har kompetente folk til at regne udgifterne ud.

Så i lyset af det er det vel smartest og billigst for samfundet, at jeg tager livet af mig selv med det samme. Men den slags kan også komme til at koste samfundet penge. Så jeg har brug for et godt råd.

Bruger jeg gas, kan jeg ikke selv slukke, og så er det samfundet, der skal betale gasregningen.

Hænger jeg mig, skal jeg skæres ned, og det kan give en eller anden ondt i ryggen, og så hænger samfundet på regningen.

En betonklods om fødderne og ned i havnen kan også komme til at betyde udgifter for samfundet, fordi der både skal betales for gummibåde og dykkere.

Piller er sikkert heller ikke en god løsning, for jeg har efterhånden købt så meget medicin, at størstedelen af byrden nu ligger på Regionens udgiftblok.

Jeg er ikke så klog, og jeg er også skamløst syg, så jeg har brug for jeres hjælp:

Hvordan tager jeg livet af mig selv, uden at det bliver en alt for høj udgift for samfundet?

Venlig hilsen

Johnny Larsen

PS Selve operationen er på mandag, så jeg skal bruge et hurtigt svar for at undgå, at Rigshospitalet rutter med pengene og fjerner kræften.

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.