Israel/Palæstina: Nøglen til fred er langt, langt væk

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Nogle gange kan det være svært at begribe, hvorfor palæstinenserne og israelerne på 60 år ikke har kunnet blive enige om nogen form for fred. I denne uge forsøger de endnu engang, når Ehud Olmert og Mahmoud Abbas mødes i Annapolis i USA for at snakke fred.

Mit bud er, at de endnu engang mislykkes.

En af grundene er det fuldstændig uoverskuelige flygtningeproblem, som reelt ikke kan løses til palæstinensernes tilfredsstillelse. 4,3 millioner palæstinensere er i dag flygtninge – og 1,3 millioner af dem lever i lejre. Og rigtigt mange af dem insisterer på at vende tilbage til deres familiejord i det nuværende Israel.

I sidste måned besøgte jeg en palæstinensisk flygtningelejr i Syrien, hvor palæstinenserne har boet siden 1948. Lejrens skole spillede palæstinensiske slagsange. Landkort over Palæstina (uden Israel på) hang overalt. Og alle blev opdraget til, at de på et tidspunkt skulle vende tilbage.

Jeg spurgte en af lejrens ledere, om det ikke var ødelæggende at opdrage dem til et liv i Palæstina, når de nu har levet 60 år i Syrien – og ikke ser ud til at kunne vende tilbage.

- Hvordan ville du have det, hvis du var blevet tvunget fra din jord? Drevet væk fra Danmark for at bo i eksil i et fremmed land? Ville du bare opgive det hele? Nej, vi giver aldrig op. Jeg kan beskrive min families jord fuldstændig for dig. Olivenlunden og huset. Selvom jeg aldrig har været der selv, fortalte lejrlederen, der selv var vokset op i den syriske lejr og aldrig havde sat sine ben på sine forældres jord, der nu ligger i Israel.

Jeg svarede noget i retning af, at man måske på et tidspunkt var nødt til at komme videre, selvom det kan virke uretfærdigt. Men jeg tvivler på, at han nogensinde ændrer holdning.

I lejre i Libanon har jeg haft samme oplevelse: I alle hjem hænger kort over Palæstina, hvor ordet Israel ikke optræder. Alle flygtninge kan udpege, hvor deres familiejord ligger – og nogle har endda nøglerne til hoveddøren på deres forladte hjem liggende i skuffen.

”The right of return” hedder konfliktens hjørnesten. Palæstinenserne mener, de har ret til at vende tilbage – og organisationer som Hamas nægter at opgive den væbnede terrorkamp, før målet er nået.

Problemet er tæt på uløseligt. Israel vil aldrig kunne acceptere, at flere millioner palæstinenserne skal have deres jord tilbage. Og palæstinenserne i Hamas og Islamisk Jihad vil ikke acceptere et kompromis.

Ved de sidste fredsforhandlinger i Camp David i 2000 strandede fredsforhandlingerne, da Arafat sagde nej til det sidste israelske tilbud, som over en årrække gav palæstinenserne 94 procent af Vestbredden tilbage. Men problemet med ”the right of return” blev ikke løst – og Arafat vidste sandsynligvis, at han ikke kunne vende tilbage til sit folk uden en løsning til flygtningene.

I dag er problemet det samme som i 2000. Bare noget værre.

Hamas står stærkere end nogensinde blandt befolkningen, og i flygtningelejrene kaster unge sig over ekstremistiske grupper i frustration over det mere moderate parti Fatahs manglende forhandlingssucceser. Selv hvis Olmert og Abbas skulle nå til enighed om noget, vil det ikke nytte meget.

For i Libanons lejre og i Gaza-striben vil man fortsætte med at uddanne selvmordsbombere, der kan sendes mod arvefjenden Israel.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.