De er blevet filmet af flere overvågningskameraer på deres vej til et solcenter, der senere eksploderede.
Politiet i København har tilsyneladende skaffet sig adskillige billeder af to formodede gerningsmænd bag eksplosionen i et solcenter på Nøjsonhedsvej på Østerbro i går.
Politiet har billeder af de to mænd fra blandt andet Østerport Station og besluttede torsdag aften at frigive billederne.
Solcenteret på Nøjsomhedsvej eksploderede torsdag formiddag, kort efter at to mænd blev set løbe fra stedet. Senere blev en sportstaske med en mukkert og dunk benzin fundet i nærheden.
Torsdag blev der stukket ild til to andre solcentre i Brønshøj og Stege. Senere på dagen meldte en 15-årig dreng sig til politiet og fortalte, at han havde været med til at sætte ild til solcenteret i Brønshøj.
Politiet mener ikke, at de tre brande har noget med hinanden at gøre.