Nørrebro er stadig en visitationszone, hvor politiet kan kræve at se, hvad du har i lommerne.
Jagten på personer, der går med kniv, fortsætter dermed, selv om en intern mail fra Københavns politi i går gav indtryk af, at der var sagt stop for visitationerne.
Men det afviser politidirektør i København Hanne Bech Hansen overfor Ritzau, ifølge Fyens.dk.
- Der er ingen ændring, vi fortsætter visitationerne, siger Hanne Bech Hansen.
Den eneste ændring, der ifølge Hanne Bech Hansen er sket, er, at det nu er betjentene på Station bellahøj, der har ansvaret for visitationerne og ikke som hidtil betjente fra beredskabsafdelingen og deres hundepatruljer.
- Hundene og beredskabsafdelingen var sat ind som følge af den seneste tids uro. Hvis der opstår nye uroligheder, rykker de ud igen med det samme, siger Hanne Bech Hansen ifølge Fyens.dk.