Hvornår blev det et mål at være middelmådig?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

"Hvorfor skal jeg, når de andre ikke skal?" Dette argument høres ofte i skoler og børnehaver, men det høres desværre også tit hos politikere, der jo ellers burde have forstået effekten i at gå forrest med et eksempel.

Danmark har i mange år været foregangsland på mange områder, men vi er efterhånden ved at opgive det symbolske i at gå forrest på en række områder. Justitsministeren vil hæve straffene og gøre kårene i de danske fængsler dårligere end de er, til trods for, at fagpersoner siger, at man sætter resocialisering over styr. Vi er gået forrest i forhold til at give folk udenfor arbejdsmarkedet et godt omfang af social tryghed, men vejen til den sociale deroute gøres stadigt kortere for hver reform der indføres på beskæftigelsesområdet, selvom fagpersoner advarer mod konsekvenserne af udbredt fattigdom. Danmark har altid været kendt for sin grønne teknologi, grønne miljøtiltag og grønne arbejdspladser, men nu vil vi plastre vores kyster til i hoteller, vi vil bygge på flere områder med unik natur, vi har udfaset salget af elbiler, vi vil hive mere olie op af Nordsøen og så videre, selvom fagpersoner råber vagt i gevær. Sidst men ikke mindst har uddannelsessektoren i Danmark altid haft en særstatus, og man misunder vores SU-model. Nu er vi ved at så tvivl om vores forholdsvist let tilgængelige uddannelsessystem samt SU-systemet, selvom at folk udefra advarer mod at spare på SU'en, grundet deres erfaring med unge, der drukner i enorm studiegæld, med en stor social slagside til følge.

Resocialisering

En rapport fra 2016 viser, at kriminalitetsraterne er faldet fem år i streg. Fra 2011 til 2016 er der altså færre der er blevet dømt - også selvom man medregner en lille stigning i frihedsstraffe. Resocialiseringseffekten virker altså forholdsvist godt. Alligevel vil Søren Pape (Kons) gerne straffe hårdere og længere. Vi skal bare lige huske, at det kan gå ud over resocialiseringen og koster mere. En overnatning i hotel tremmely, kan sagtens koste statskassen omkring 1.800 kroner om dagen, og hvis man skal legitimere det overfor skatteyderne, så skal der også være klarhed omkring effekten af tiltagene. Det man i stedet burde tale om, ville være sådan noget som træning af sociale kompetencer, uddannelse, konstruktiv udslusning foruden ordentlig hjælp og støtte til ofrene. Jeg har primært været harm over de konservatives hetz mod folk, der begår kriminalitet i lille skala, mens Brian Mikkelsen mener at vi skal lade være med at "mobbe" bankerne, der gang på gang bliver taget i at rådgive om skattely eller hvidvaskning af sorte penge etcetera.

Hvorfor er vi på vej væk, fra tiltag, der tilsyneladende virker godt? Hvorfor lovgiver vi stik imod evidensen på området? Og hvornår holdt vi op med at tro på holistiske løsninger? Det er jo ikke holdbart udelukkende at se på en kriminel handling isoleret fra alle de faktorer, der har forårsaget handlingen.

Social sikkerhed

I Danmark er det relativt let at fyre medarbejdere, og så sende regningen videre til fællesskabet. Dette har vi accepteret i al den stund, at vi har haft fint sikkerhedsnet. I disse år sker der et skred. Det er fortsat nemt at afskedige folk, men sikkerhedsnettet svinder stump for stump for hver reform af dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, indførelse af integrationsydelse, etcetera. Danmark har også været kendt for at være et land, der behandler syge og fattige nogenlunde godt. Også her fejler vi nu. Kommunerne forvalter reglerne som fanden læser biblen til stor gene for de 20 % mest udsatte - herunder handicappede, der har meget lidt mulighed for at råbe op eller for at ændre på deres egen situation. Derudover ser vi en stigende utryghed blandt arbejdstagerne, og vi ser en stigende tendens til, at folk tager ubetalt overarbejde, for at undgå at ryge ud ved næste prikkerunde. Det gode gamle argument med incitamenter til en i forvejen temmelig arbejdsliderlig nation, hvor op imod hver fjerde voksne deltager i frivilligt arbejde, lever altså i bedste velgående. Mange køber altså stadig argumentet om, at den bedste måde at motivere en blomst til gro på, er ved at tage vand og sol fra den.

Når vi nu for øvrigt har gang i det store målehysteri, hvorfor bliver der så aldrig lavet målinger af jobcentrenes indsatser? Hvor finder jeg fx trivselsundersøgelser eller kvalitetsrapporter af de aktiveringsprojekter som man byder de ledige (Eller tvinger om man vil)?

Hvorfor skal vi have dårligere ydelser, bare fordi at nogle andre lande, har endnu dårligere social beskyttelse end vi selv? Hvorfor måler man ikke her på de langsigtede konsekvenser af fattigdom og afsavn? Det er jo en dyrt købt besparelse. Man skal jo huske at fortælle vælgerne, hvad merudgifterne ved stigning af sociale problemer og hjemløshed er.

Klimaindsatsen

I Danmark har vi længe været kendt for at være et foregangsland inde for det grønne område, men det vi ser nu, er en markant drejning væk fra det image, vi længe har haft. Allerede nu, er det svært at se hvordan vi skal nå EU's klimamål til 2030.

EU-kommissionens klimaråd skriver således i en rapport: "Klimarådets analyse viser, at selv hvis hele reduktionsforpligtelsen udover LULUCF-bidrag foretages ved indenlandske reduktioner, vil det kræve en intensivering af reduktionsindsatsen efter 2030 for at nå det langsigtede klimamål. Jo mindre der reduceres indenlandsk frem mod 2030, jo større bliver udfordringen efter 2030"

EU har et reduktionsmål for ikke-kvotesektoren på 30 pct. i 2030 i forhold til 2005, og Danmark har et nationalt reduktionsmål for ikke-kvotesektoren på 39 pct. Vi bliver derudover frarådet at benytte os af de fleksibilitetsmekanismer, som det er muligt at gøre brug af.

I forhandlingerne om den nye klimalov, gør Danmark indtryk - dårligt indtryk.

Loven skal dække 60 pct. af unionens CO2-udledning og vil sætte bindende mål for transport-, bygnings-, landbrugs og affaldssektoren i perioden 2021-2030, og en analyse sender Danmark ned mod bunden bag lande som Estland, Ungarn og Slovakiet.

Det sidste står jo ikke helt målt med Danmarks ellers så grønne image. Derudover står der endvidere følgende i artiklen:

"Miljøorganisationerne Transport & Environment og Carbon Market Watch har analyseret hvert lands politiske oplæg til forhandlingerne, som finder sted i juni, og har rangeret landene alt efter deres ambitionsniveau. Danmark ender på en 14. plads med en score på 20 ud af 100. I top tre ligger hhv. Sverige, Tyskland og Frankrig".

Vi er altså ikke engang ligeså ambitiøse som de lande vi normalt sammenligner os med.

Hvorfor skal det være det nye sort, at cementere de dårligere fremtidsudsigter for de næste generationer? Allerede nu kan vi se konsekvenserne af klimaforandringerne rundt omkring i verden. Her har den blandt andet forårsaget store folkevandringer, som nogle vælgersegmenter tror man kan stoppe, ved at stemme på en grænsebom. Hvorfor får vi ikke fat om nældens rod?

Uddannelse

Vi fyldes op af stressrapporter, der fortæller os, hvor stressede unge på gymnasier og videregående uddannelser er, ligesom vi kan se at inklusionen ikke fungerer lige godt på alle folkeskoler. Vi tester vores børn og unge sønder og sammen, for at fremme læring. Eller i hvert fald kunne måle et læringsudbytte. Det sker samtidig med at vi skærer stadigt mere på uddannelsesområdet. De studerende får færre undervisningstimer og der bliver færre lærere om stadigt større hold og klasser. Sådan har det ikke altid været. Vi har været kendt for vores uddannelsessystem ude i verden. Jeg har altid ment, at for Danmark er velfærden en forudsætning for konkurrencestaten, da det er noget, vi kan eksportere. Herunder også uddannelse, hvilket en økonom som Jørgen Ørstrøm Møller også har talt meget for. Også her er vi altså i gang med at slagte guldkalven. Det vi ser er, at flere dropper ud af uddannelser, men det ser ikke ud til, at nogen helt ved hvorfor.

Hvorfor tjekker man ikke op på hvad der forårsager frafald, og hvorfor forsøger man ikke at ændre strukturerne, således at flere trives på studierne? Jeg forstår ikke at konsekvenspædagogikken har gjort sit triumftog på de institutioner, der ellers skulle skabe de ressourcer, vi skal leve af i fremtiden. Vi har jo ikke så mange naturressourcer, og Nordsøolien skal vi vel snart til at lade ligge af hensyn til klimaet.

Vi ved at indlæringsevnen hæmmes ved stress, så hvorfor vægter vi ikke trivsel på uddannelserne meget mere, end vi gør...? Unge udbrændte vrag, der fylder sig med piller, og går til psykolog i stor stil, gør os da ikke konkurrencedygtige...

Danmark, det bedste land for verden

Skulle vi ikke begynde at gå forrest igen, og høste frugterne af de mange arbejdspladser, der ligger i den grønne omstilling, få dygtige unge med gode liv, resocialisere flest mulige, og i det hele taget være det land, der bedst muligt formår at vise resten af verden, hvordan man får flest mulige ud af udenforskabet og ind i samfundsfællesskabet? Det er altså ikke naiv hippielogik. Logikken i at have flest mulige samfundsgrupper på brændende platforme, for at anspore folk til at "yde mere", er ikke hensigtsmæssig, og den model vil uden tvivl bryde sammen.

 

Læs selv:

- http://www.globalen.dk/single-post/2017/03/30/Danmark-er-blandt-skurkene-p%C3%A5-klimaliste

- http://www.xn--klimardet-b3a.dk/da/analyser/danmark-og-eus-2030-klimamaal

- https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/18684037

- https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/ung-og-udbraendt.-en-gymnasieelevs-bekendelser

- https://www.b.dk/nationalt/faengselsbetjente-undsiger-papes-syn-paa-indsatte-vi-risikerer-at-skabe-nogle

- https://www.information.dk/moti/2017/03/interview-velfaerdsstaten-middelklassen-svageste-glemt?utm_content=buffer2f336&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.