Hvad sker i Mellemøsten?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Det er særdeles mærkværdigt at opleve, hvordan borgerne i det ene land efter det andet kaster sig med dødsforagt ud i demonstrationer for demokrati - når jeg tænker på, at ingen af disse nogensinde har levet i et demokrati.

Hvad er det, der får unge libyere til at løbe foran grammende maskingeværer bemanden af lejesoldater for at modtage kugler i brystet for deres lands skyld?

Ok, jeg ved godt, og både forældre, venner og gejstlige siger, at det er en ære at dø som martyr for en højere sag. Men alligevel. Hvad der sker er stort og må skabe rædsel i diktatorernes inderste sjæl.

Men alligevel er det forunderligt at se, hvordan ungdommen på tværs af en region med en millioner mennesker reagerer ens inspireret af fornemmelse af, at tiden er inde. Hvad ellers kan det være?

Der var tilløb til dette i mange måneder inden tuneserne gik på gaden og smed diktatoren på porten. Tro ikke, at demonstrationerne skete helt uden forudgående planer. Det var bare ikke politikere, religiøse ledere eller for dens sags skyld advokater.

Det var "ungdommen", de godt uddannede uden jobs og uden en fremtid i deres eget samfund. Demonstranterne er de unge med udsyn, de bedst informerede og den med ressourcer, som samfundet ikke ville bruge.

Der synes at være et mønster i demonstrationerne, og sågar slogans er ens. Før egypterne gik på gaden den 25. januar var der tilløb til lignende "efterligninger". Over hele regionen dukkede selvbrændere op - de satte ild til sig selv lige som revolutionshelten i Tunesien.

Jeg skrev en artikel herom den 23. januar, men den kom aldrig i avisen. Nu får I den alligevel.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.