Dennis Rommedahl blev skrevet ind i historiebøgerne som årets spiller 2007, men den hæder burde have tilfaldt Daniel Agger, fortæller flere superligaspillere til B.T.
- Daniel Agger havde været et oplagt valg – han har jo gjort det fantastisk i Liverpool. Når det så er sagt, skal der selvfølgelig ikke pilles ved Rommedahls pris. Det er jo utroligt flot, han bliver kåret til Årets Spiller, siger F.C. Nordsjællands anfører, Kim Christensen.
Dennis Rommedahl har gang på gang været blandt landsholdets bedste i 2007. Til gengæld har det knebet mere på klubplan, hvor Dennis Rommedahl startede med at sidde på bænken for sin klub Charlton. Efter sommeren skiftede han til hollandske Ajax, hvor det er blevet til mere spilletid og flere mål.
Men det står ikke mål med de præstationer den blot 22-årige Daniel Agger har leveret i Liverpool, hvor han har spillet sig ind som stamspiller i forsvaret.
- Den pris burde klart være givet til Daniel Agger. Hans sæson i Liverpool, der ender med en Champions League-finale kan næppe gøres bedre, siger AC Horsens-anfører Mads Rieper til B.T.