Graffitimalere landet over har fået masser af plads at boltre sig på.
Banedanmark, der ejer et utal af gangtunneller, broer og bygninger langs jernbanen, har nemlig stort set ingen penge til at fjerne de farvestrålende og omstridte budskaber.
»Vi har kun råd til at fjerne graffiti, der er direkte stødende, såsom racistiske ord eller lignende – eller hvis der eksempelvis er malet henover signaler, så graffitien udgør en sikkerhedsrisiko for tog og passagerer,« siger Kim Andersen, der er områdechef for teknisk drift i Banedanmark.
Et eksempel på problemets omfang ses tydeligt på Banedanmarks støjskærme, hvor 40 ud af i alt 60 kilometer skærme er overmalet.
Det vil kræve et engangsbeløb på 32 millioner kroner og derefter ni millioner kroner årligt at holde graffitien langs jernbanen nede, har Banedanmark tidligere oplyst til Folketinget.
Men politikerne har valgt ikke at give penge til formålet. I 2005 brugte Banedanmark derfor under 50.000 kroner på graffitibekæmpelse.
»Utroligt mange penge«
Der blev heller ikke afsat en øre til formålet med trafikdelen af Finansloven for 2008, som regeringspartierne, De Radikale og Dansk Folkeparti blev enige om i fredags.
»Det vil koste utroligt mange penge at fjerne graffitien, for erfaringerne viser, at man er nødt til fjerne malingen lynhurtigt og fuldstændigt, ellers tiltrækker det flere malere,« siger Kim Andersen fra Banedanmark, som dog oplyser, at Banedanmark fjerner eventuel graffiti, når man alligevel udfører større renoveringsarbejder på stationerne.
DSB, der benytter Banedanmarks spor og ejer en del af S-togsstationerne i hovedstadsområdet, brugte til sammenligning 12 millioner kroner sidste år på at fjerne graffiti. Og her er man ærgerlige over, at Banedanmark ikke har fået penge til graffitibekæmpelse.
»Mange passagerer giver jo os skylden, hvis der er noget galt hos Banedanmark – såsom graffiti og hærværk. Så det ærgrer os da. Især fordi vi selv har en meget klar holdning om, at al graffiti skal fjernes straks. Graffiti giver associationer til hærværk, og det gør passagererne utrygge. Og så lugter graffiti langt væk af, at man sælger et tredjerangsprodukt,« siger Susanne Tillan, der er klargøringschef hos DSB S-tog.