Der var planer om både bryllup og børn. Men forholdet holdt ikke mellem skuespilleren Sofie Lassen Kahlke og kæresten, godsejeren Axel Castenschiold, der nu er gået hver til sit.
De to har været kærester i fem år og boede sammen i en lækker lejlighed ved Kongens Have i København.
Efter købet af lejligheden, sagde Sofie Lassen Kahlke dengang:
- Når man flytter sammen, må man tage det sure med det søde. Jeg har da dage, hvor jeg har lyst til at smække med døren og være alene.
Det skriver BilledBladet.
Og det sure blev altså for surt, så parret nu er flyttet hver for sig.
Sofie Lassen Kahlke kan til gengæld koncentrere sig fuldt ud om arbejdet som skuespiller i blandt andet TV3s Tv-serie "2900 Happiness", mens Axel Castenschiold er medejer af godset Pandebjerg Gods og samtidig arbejder i Bruun Rasmussen Estates.