Hov, hvem skal egentlig anmelde hvem?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Måske er det bare et internt problem. Men her i avisens kulturafdeling var vi lige pludselige ret så uenige om en gammel uskreven regel indenfor anmelderfaget - altså, den slags anmelderi, der handler om at subjektivt bedømme og vurdere antallet af stjerner til for eksempel musik og film.  

Eksemplet var følgende: Instruktør Ole Christian Madsen er d.3 november premiereaktuel med sin nye film Prag . Vi har i den forbindelse fået tilbudt et interview med den ene af hovedpersonerne - Mads Mikkelsen. Jeg har allerede set filmen og skrevet anmeldelsen, og det er derfor naturligt, at det også er mig, der skal foretage interviewet. Eller hvad?

Vil læserne den dag, hvor interviewet og anmeldelsen bliver bragt, så tænke at jeg (i tilfælde af at anmeldelsen er særledes positiv - hvilket jeg ikke vil afsløre endnu) nok havde det rigtig skægt sammen med ham Mads Mikkelsen og at jeg derfor ikke kunne stå for lige at give både Mads og filmen en ekstra god bedømmelse?  

Tænker du som læser nogensinde på hvem journalisten egentlig er? Synes du, det er påfaldende, hvis den samme journalist uddeler stjerner til de skuespillere og instruktører, som han lige har hængt ud med en halv eftermiddag for at knokle på det interview, der i avisen står side om side med anmeldelsen?

Er det i så fald kun påfaldende, hvis anmeldelsen er positiv (hvilket bestemt ikke er en sjældenhed, når en dansk filmanmelder skal bedømme en dansk film). Ville det i så fald ikke være nær så påfaldende, hvis vi blot bragte journalistens interview og anmeldelse på hver sin dag? Eller er hele denne mistanke om potentiel nepotisme kun noget som os journalister ser alle vegne, fordi vi tror, det sker (for alle andre end os selv, naturligvis) og fordi vi fejlagtigt tror, at læserne rent faktisk bider mærke i vores gode navn og rygte?

På redaktionen var vi ikke enige. Kulturredaktøren kan ikke se problemet, men tror på, at vi som anmeldere er upåvirkelige. En kollega var enig, og mener en hvilken som helst af de andre på redaktionen i de fleste tilfælde bare kan anmelde film og musik i stedet for den person, der har størst kompetence til det. Som han påpegede, så kræver det jo ikke nogen doktorgrad at bedømme eksempelvis en film.

For to andre kollegaer var det et spørgsmål om troværdighed. Hvis vi vil anmelde - og ikke ønsker at nogen læsere skal tænke, at vi er indspiste med branchen - så har vi altid to journalister på en udgivelse. En, der anmelder (den mest kompetente indenfor præcis den genre) og en anden, der interviewer de kreative kræfter bag projektet. Det vil ofte kræve dobbel op på ressourcer, men det er nødvendigt. Desuden er det præcis det udgangspunkt som de traditionelle dagblade i årevis har forsøgt at leve op til. For netop ikke at blive beklikket på troværdigheden.  

Den uskrevne regel om, at slagteren ikke møder offeret - at den sure anmelder ikke pludselig skal udspørge kunstneren om hans inspiration (eller mangel på samme) har desuden den fordel, at begge parter på forhånd ikke får forurenet interview-stemningen, men har klare linjer - og dermed et godt udgangspunkt for en konstruktiv samtale.  

Eksemplet med Prag og Mads Mikkelsen er hverdagskost på en kulturredaktion. Spørgsmålet er p.t. aktuelt i forhold til Nephews nye plade og Wikke & Rasmussens nye film. Vi forsøger at løse det med to journalister - en, der anmelder og en, der interviewer. Men er det overhovedet anstrengelsen værd? Eller er I læsere dybest set bedøvende ligeglade? 

For at drikke en flok øl med Nephew-drengene påvirker vel ikke ens professionelle dømmekraft?

 

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.