De er nuttede med deres lange ører og vibrerende snuder, og så vækker de stor begejstring hos vore egne små. For en stund i hvert fald.
Når lille Peter bliver træt af at passe Stampe, må forældrene tage affære.
Ofte kontakter de den nærmeste zoologiske have for at komme af med deres uønskede kæledyr. Avisen.dk har lavet en rundringning til otte af landets zoologiske haver, og billedet er det samme overalt – her tager man i mod mange uønskede kaniner, der ender som slangefoder.
- Vi får cirka et par henvendelser om ugen, siger vicedirektør i Zoologisk Have i København, Bengt Holst.
- Det er typisk kaniner, skildpadder og den slags, men det hænder også, at det er mere sjældne dyr som eksempelvis fugle og slanger.
Det samme sker i de syv andre zoologiske haver landet over, som Avisen.dk har kontaktet. Her drejer det sig både om vaske- og næsebjørne, slanger, skildpadder og mindre dyr som kaniner og hamstre, som ejerne vil af med.
Som hovedregel siger de zoologiske haver nej tak til de uønskede kæledyr, medmindre det drejer sig om kaniner, hamsterer eller andre smådyr, der kan bruges som foder til slangerne.
- Oftest siger vi nej til at modtage dyrene, men kaniner bruger vi som foder, siger Bengt Holst, der dog understreger, at de først spørger ejeren, om det er i orden.
- De fleste siger, at det er okay, at deres kæledyr bliver brugt som foder, siger han.
Det samme sker på Småskolen Christianshede Zoo i Bording.
- Jeg plejer at sige til folk, når de kommer ind med deres kaniner, at det er muligt, at de bliver brugt som slangefoder, siger dyrepasser Connie Knudsen.
Når folk hører, at deres kæledyr skal bruges som foder, er der nogen, der ombestemmer sig, men for de fleste, har det ingen betydning.
- Så siger de, at vi bare ikke lige skal sige det til børnene. Det er klart, at man ikke lige fortæller en femårig pige, at hendes kanin skal fodres til slangen, siger dyrepasser Connie Knudsen.