Den dansk-amerikanské skuespiller Viggo Mortensen kan vinde en Oscar i nat.
Han er nomineret for sin rolle som russisk gangster i filmen Eastern Promises , men bookmakerne har ikke de store forventninger til stjernen med de jyske rødder:
- Nej, der er ikke mange, der tror på mig. Men man ved aldrig – måske overrasker jeg dem alle, ha-ha. Det ville være en lige så stor overraskelse, som da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Men jeg tror nu ikke, at det kommer til at ske, siger Viggo Mortensen til Eb.dk.
Han er oppe imod store navne som Daniel Day-Lewis og George Clooney, og Viggo Mortensen er først og fremmest imponeret over, at han overhovedet er blandt de nominerede.
- Jeg ved ikke, hvorfor man har peget på mig i år. Men det drejer sig ikke bare om at præstere godt, man skal også være heldig. Det er mærkeligt at se, hvor mange dygtige skuespillere og instruktører der bliver forbigået, selv om de har ydet fremragende præstationer, siger Viggo Mortensen.
Fra kl 2.30 i nat kan du følge det store tv-show, hvor verdens største filmstjerner hylder hinanden - og måske Viggo Mortensen.