Helt ærligt - danskere er idioter!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

2011 tegner til at blive et år, hvor vi siger tingene lige ud. In the face, råt for usødet. Ærlighed bliver det nye sort efter et helt årti præget af platugle-kultur.

Ud med spin, smålighed og selvforstillelse. Ind med nærhed, hensyn og den sandhed, som ikke længere skal være ilde hørt.

Vor lille åndelige leder, Lars Løkke, har allerede sagt det ligeud. Han vil fjerne efterlønnen for alle andre end sin egen generation og den bande af folketingsmedlemmer, der står bag ham.

Dermed anslår frikadelleministeren helt nye toner i det samfundspolitiske sanghæfte. Kammertonen lader til at være æ for ærlighed, og derfor føler jeg også, at jeg som bloggende borger kan tillade mig at sige sandheden. Set fra mit lille loftskammer.

Lad mig først slå fast, at danskere er idioter, sådan i al almindelighed.

Vi tænker med pegefingeren og stemmer med pengepungen, hvorfor det er komplet ligegyldigt om det er rød eller blå blok, der skal køre nationen i sænk. We are going down, og det har Gucci-Helle (heller) ikke format til at forandre.

Problemet er, at vi er os selv nok (mig inklusive). Vi vil alle gerne først i køen. Vi vil have fordele. Vi vil have ret.

Uanset om det gælder sygehuset, skattekontoret eller privatboligen, så er det os selv, der har ret til at have ret.

Jeg vil først i køen på skadestuen, for jeg har mest ondt. Jeg vil slippe billigere i skat, for jeg har knoklet hårdest for min løn.

Jeg gør selv, som det passer mig dér, hvor jeg bor, men mine naboer skal sgu ikke komme for godt i gang med støj og chikane.

Vi er selvoptagede, forkælede og bruger det meste af vores tid på at sende moralske pegefingre mod andre (mig inklusive) og ellers bare rage til os af alle de goder, vi kan få.

Pegefinger og pengepung!

På den led ligner vi vores politikere. Eller sagt på en helt anden måde. Hvis man kan vurdere en nations befolkning på, hvordan de kører bil, ja, så står det virkelig skidt til i Danmark.

Et konkret eksempel: Jeg har i tre år boet på Nørre Søgade, en temmelig trafikeret gade ved søerne i København. Der er altid kø morgen og aften.

Bliver jeg lukket ind i køen, når jeg forsøger at komme ud fra vores parkeringsplads? Nej!

Når jeg står med mine små børn i hånden ved det blinkende fodgængerfelt og vil over på den modsatte side for at gå en tur langs søen, holder folk så tilbage? Niks!

De holder i kø, men vil ikke holde tilbage for små børn.

Jeg skammer mig over at være dansker. Især, når jeg har undrende udlændinge på besøg, og de gerne vil fodre en and eller to.

Min udlandsdansker-far blev engang så træt af at vente, at han som en anden Butch Cassidy kastede sig ud midt i trafikken på Nørre Søgade, med sine to småfede langemænd i fuck jer-positur, som om han bar på et sæt rygende pistoler. Det var farfar, der sagde ’Fuck Danmark’.

Skal jeg være helt ærlig, så gad jeg godt at skyde store huller i en række motorhjelme dernede på søgaden. På den ’Falling Down’-agtige måde, hvis nogen husker, hvordan Michael Douglas gik bersærkergang i den film?

Man følte med ham. Man syntes, at amerikanerne var kolde og hensynsløse. Sådan har jeg det med danskere. Især danskere i bil.

I er idioter (mig inklusive). Kør hjem, luk garageporten, lad bilen køre i tomgang. I vil ikke blive savnet på Nørre Søgade.

Apropos mit hjem. Jeg er blevet hjemløs. Det er jeg glad for, da jeg så kan crashe sofaer hos danskere, der gerne vil dele. Nærhed og hensyn, forstås.

Ja, året dobbelt et tegner godt. Selv min absolutte yndlingsaversion, den fårede og komplet uduelige Klaus Bondam har forladt sin post som beskæftigelsesborgmester her i hovedstaden, og bliver p.t. afløst af en blot 26-årig studine, der i sin valgkamp fik en veninde til at strippe for sig.

We are so going down!

Men hånden på hjertet. Vil os husarer ikke bare have noget sexet at se på, mens vi alligevel ikke
hører efter, når de tomgangssnakker om politik og statistik og whatever?

Nemlig! Lad os hente Stripperkongens piger frem fra et provinsdiskotek et sted, og køre dem i stilling til det kommende valg. Jeg garanterer at, de alle får et mandat. Så dumme er vi danskere!

Jeg overvejer selv at stille op for de hjemløse OG de arbejdsløse.

Nu vil beskæftigelsesminister Inger Støjberg jo fjerne hele 46 eksempler på ledigheds-bøvl. Det er som bekendt lidt af en Catch 22 at rydde op i bureaukratier, så jeg satser i stedet på at fjerne Støjberg og befri de ledige.

Ganske enkelt. Befri de ledige og uddele borgerløn til alle. Jeg har det fra en halvgammel bog om vores beskæftigelsespolitik. Man har seriøst tænkt tanken på politisk plan, men ingen tør længere sige det højt.

Jeg ved, det bliver svært at overbevise befolkningen om at visse mennesker skal have penge for at gå hjemme, mens andre må slide for en check.

Sandheden er jo, at den brede dansker har så frygtelig ondt i røven på den der ’du skal ikke have flere fordele end mig’-facon.

Men helt ærligt - der er ikke længere plads til os alle på arbejdsmarkedet. Det bliver kun mere og mere trangt
derude, og hvert år bruger vi så 20 milliarder på at holde de ubeskæftigede beskæftigede med alverdens åndssvage kurser og absurde kontrolinstanser.

Befri de ledige! Tjek bogen. Den handler om nærhed og hensyn.

Nå, men jeg bor altså heldigvis ikke længere blandt søsnobberne på Nørre Søgade. Dem, der igennem 0’erne blev så forgyldte, alene ved at sidde på den flade i megastore herskabslejligheder, at de nu bruger deres overskud på at bremse den førnævnte trafik langs søerne.

Er det også typisk dansk? At de ressourcestærke kun kæmper for sig selv?

Vi har overtaget det engelske udtryk NIMB. Not in my backyard! Her hos mig skal der ikke være tung trafik, metrobyggeri, narkomaner eller retarderede børn.

Alt det giver vi til dem, der ikke har kræfter til at klage. Send lortet til Nord(læder)vest.

Man flytter ind i et kvarter fyldt med ludere, lommetyve og osende biler, fordi det er åh så autentisk. Dernæst nedsætter man en borgerretsgruppe med det formål at flytte ludere,
lommetyve og osende biler til andre kvarterer. Fordi det har man ret til.

Husker nogle Hanne Reintofts sociale brevkasse på P1? Den hed ’Hvad er min ret og hvad er min pligt?’.

Lad os tale meget mere om, hvilke hensyn det kræver at bo tæt sammen i en stor by. Hvilke medmenneskelige forpligtigelser, man har som en helt almindelig dum dansker (mig inklusive).

Die dumme Dänen, siger vore naboer mod syd. Det bekræfter vi stadig dagligt. Danskere er idioter.

Og for at være helt ærlig, her til sidst. Så synes jeg nogle af de største idioter er bloggere (mig inklusive), der tror, de ved det hele og spiller provokerende, og tillader sig at skrive hvad som helst. Hvor er det (også) typisk dansk.

De allerstørste idioter er dog dem, der får hele deres miserable liv til at gå med at kommentere på andres blog. I lange baner og langt uden for emnet.

Må jeg ikke sige til jer: Stop så! Pak muleposen sammen og gå på efterløn, mens I kan. Eller gå ud i
virkeligheden og lav om på verden i stedet.

I må sgu egentlig godt tage mig med, hvis jeg skal sige
det ligeud…

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.