De kan stadig svømme, flyve og spise. Men de kan ikke længere dykke.
Derfor skal mindst 300 olieindsmurte sortænder og ederfugle på Rømø i løbet af de kommende dage aflives.
For uden muligheden for at dykke, kan fuglene ikke finde føde, forklarer Skov- og Naturstyrelsen.
De seneste dage er flere og flere fugle dukket op på kysten af den vestjyske ø med olie i fjerene. Hverken Skov- og Naturstyrelsen eller Søværnets Operative Kommando kender årsagen til olien.
Det bliver blandt andet Skov- og Naturstyrelsens opsynsmand på øen, Niels Manø, der får til opgave at tage livet af de dødsdømte fugle. Og det er den eneste humane måde at gøre det på, mener Niels Manø.
- Når de er smurt ind i olie, kan de ikke længere dykke. Det betyder, at de ikke kan finde føde, og så dør de langsomt af sult, siger Niels Mandø, der før har været med til at aflive store mængder fugle.
- Det bliver aldrig rutine, men vi vil hellere gøre det hurtigt end at vente på, at rævene får fat i dem, siger han.
Antallet af olieindsmurte fugle forventes at vokse i løbet af de kommende dage.