Når TV2 i aften lader kendisserne skøjte rundt i underholdningsshowet Varm på is , ja, så skal der nok blive rigtig hedt i studiet.
I hvert fald når sexologen Joan Ørting skøjter ind på banen sammen med partneren Brad Baudach.
De to har nemlig rigtig god kemi – og ikke mindst synes sexologen, at hendes partner er ganske, ja, lækker.
- Mange tror, at mandlige skøjteløbere er sådan lidt fine i det. Men min partner meget stærk. Han har brede skuldre, stærke arme og kan uden problemer løfte mig. Og så er han rigtig pæn og mørk, fortæller Joan Ørting begejstret.
Hendes deltagelse i showet var ellers lige på vippen, da hun i sidste uge kom til skade med knæet under træningen og har måtte rende rundt på krykker. Men knæet kan igen bøjes og lige nu er Joan Ørting kun fyldt med gode forventninger til aftenens show.
Ingen skøjteprinsesse
- Jeg har fået glæden igen og glæder mig meget. Vi leger os igennem træningen, og Brad er meget tålmodig. Vi skal danse til sangen Perhaps Perhaps Perhaps , og jeg skal danse i en hvid dragt med kort nederdel, lange ærmer og pelskant. Så jeg kommer til at føle mig meget feminin. Brad skal nok være i sort, så der bliver en polaritet mellem det feminine og det maskuline, fortæller Joan Ørting, der dog er en smule forundret over, hvor kort tid parrene skal være på isen.
- Vi har brugt to en halv uge på at træne til halvandet minut. Det føles lidt mærkeligt. Men jeg håber til gengæld, at seerne ved, at vi er der, hvor vi er efter så kort tid. Det er ikke en rigtig skøjteprinsesse, der løber ind på banen. Det er såmænd bare Joan Ørting med skøjter på. Og mon ikke, der også sidder seere, som håber på, at nogen falder på halen, lyder det grinende fra Joan Ørting.
Varm på is har premiere i aften klokken 20.00 på TV2