Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street
Instr. Tim Burton
Som genre er den lidt af en bastard - musicalen. Elsket af mange, hadet af flere (eller er det omvendt?), fordi dens grundlæggende idé i den grad skiller biografsæderne.
For, om man kan lide det eller ej, er det absurd at bryde ud i sang midt i en alvorlig samtale. Eller for den sags skyld midt i et blodigt knivmord, som i tilfældet Sweeney Todd (Johnny Depp), den uretmæssigt dømte, der efter 15 år i fængslet vender tilbage til sin barbershop i 1800-tallets dunkle Fleet Street for at få blodrød hævn.
Omtrent så enkelt er massemorder-myten, der for første gang blev trykt i 1846, men så i 1979 blev lanceret som musical af den utraditionelle slags. Fyldt med gys, blod og psykopat-drab i den special-konstruerede barberstol, hvor kunderne efter et enkelt strubesnit og et tryk på en fodpedal blev sendt direkte i kælderen, hvor de røg hinsides som populært fyld i Mrs. Lovetts kødtærter.
Tim Burton er heller ikke bleg for at kaste sig ud i et aparte stilbrud, og allerede i åbningsscenen lader han os forstå, at vi skal igennem en musical med altmodisch afsmag, i hvert fald rent musikalsk. Os, der mener horror rimer på heavy, må altså igennem små to timer sidde model til et klassisk, operette-lignende sangforedrag.
Ved blandt andre Johnny Depp, der bestemt ikke ville have nydt samme stjernestatus som sanger. Med andre ord. Stephen Sondheims originalmusik stinker i sådan en grad, at en gennemlytning af soundtracket uden Tim Burtons levende billeder ville være en sag for Amnesty International.
Stramme barberinger
Men hvilke billeder! Som Burton allerede har bevist med alt fra Edvard Saksehånd , hen over de to første Batman-film og til Charlie og chokoladefabrikken , så ejer han både fantasi og magisk kraft til at skabe skøre, originale og helt eventyrlige film. Så selv med en musical under armen, går han selvfølgelig ikke helt galt i byen, trods tudser i halsen og halvfalsk strubesang.
Alene lyssætningens gråsorte tegneserie-toner i den skumle London-scenografi, tilsat et par drømmeagtige pastelfyldte farveskift undervejs, er superb. De lynhurtige panoreringer gennem fedtede brostensstræder er som at spille et gys af et computerspil. De overskårne halse sprutter blod så virtuost, så det ligner kunst. Og ikke mindst er skuespillet sublimt, både af Johnny Depp, Helena Bonham Carter (der har taget sin sorte udstråling med fra Fight Club ) og Alan Rickman i vanlig skurkestil.
Også Sacha Baron Cohen, bedre kendt som både Borat og Ali G, gør en fornem indsats som kvaksalver med snurrig accent inden, han får sig en lidt for stram barbering i den barberiske barbers salon.
I dag ville man kalde Todds barberblads-rus for rendyrket psykopati, men i historien har han på sær vis ens medfølelse, fordi den lokale dommer har stjålet hans datter og drevet hans kone til selvmord.
Tim Burton kender sine virkemidler, og underspiller fint det groteske i massemord og tærter med menneskekød, og hen ad vejen glemmer man næsten, at de rent faktisk synger, mens de myrder.
For som grumt gys er Sweeney Todd god underholdning, men som musikalsk oplevelse desværre endnu mere nervepirrende. Den ubalance får ingen løsning, før musicalen som koncept selv får skåret struben, så blodet bobler.
Sweeney Todd som almindelig film. en regulær horor-thriller, ville have været et større hit.