Af Mads Jensen, maje@avisen.dk
En ældgammel dame har for alvor givet premierminister Gordon Brown politisk modstand.
Han bliver ellers jævnligt bebrejdet, at britiske tropper stadig er i Irak, at økonomien halter, og at hans ministre er lidt løse i kanten rent moralsk. Men nu har han virkelig gjort briterne rasende.
Før han afløste Tony Blair, godkendte han som rådgiver, at kvinden Britannia skulle fjernes fra den nye 50 pence-mønt til foråret. Britannia har været et ærkeengelsk symbol for Storbritannien i mere end 2.000 år, og hun har præget britiske mønter siden 1672.
I weekenden opsnusede de britiske tabloidaviser beslutningen, og nu hagler kritikken ned over Gordon Brown fra de traditionsbevidste briter.
Avisen The Daily Mail giver spalteplads til både distingverede professorer Hvad bliver det næste – skal vi have en deltager fra et celebrity-program på vores mønter? , og til læseren på gaden Endnu et søm i ligkisten for England. Jeg frygter for vores land og savner forandring .
Britannia vender tilbage
Flere aviser har iværksat underskriftsindsamlinger mod de nye mønter, og selv oppositionens skyggeudenrigsminister William Hague blander sig i den ophedede debat.
»Britannia har været et vedvarende symbol på britisk stolthed og historie. Det er alt for typisk for denne regering, som har et utilstrækkeligt forhold til britisk stolthed og et ikke-eksisterende forhold til historien, bare at kaste dette symbol væk,« siger han i en kommentar.
Hvad der skal erstatte Britannia holdes hemmeligt, men flora og fauna er nogle af buddene.
Gordon Brown kommenterer ikke kritikken, men en lidt presset talsmand for Finansministeriet, der udsteder de britiske mønter, lover, at Britannia vil vende tilbage på mønten i fremtiden.