Af Lars Fogt | lafo@avisen.dk
»Det er desværre for sent.«
Sådan lyder det bedrøvelige svar, når man ringer til den 72-årige tidligere lagerchef Bent Hansen i Dronningmølle og spørger til hans kone, Jytte, som han var gift med i 55 år.
I november døde hun ydmygende pakket ind i plastik og i en isoleret stue, efter at hun var blevet smittet med den særdeles farlige og smitsomme bakterie ESBL under sin kræftbehandling.
»Det var simpelthen så nedværdigende, at jeg skulle være iført forklæde og gummihandsker, når jeg skulle holde min kone i hånden, som jeg har været gift med, lige siden jeg var teenager,« siger Bent Hansen.
Plaget af bitterhed
Jytte Hansen var en af 35 patienter, der blev smittet på Hillerød Sygehus, der sidste sommer blev ramt af et udbrud af den farlige bakterie, der ifølge en undersøgelse fra University of Chicago tager livet af hver 10.
Bent Hansen nægtede dog til sidst at iføre sig beskyttelsesdragten:
»Det var trods alt min kone. Og det er ikke i orden, at det skulle gå ud over vores liv, at Hillerød Hospital ikke kunne finde ud af at gøre rent. De vaskede jo kun gulv en gang om ugen,« siger Bent Hansen, der er plaget af bitterhed mod det nordsjællandske hospital.
Sammen med sin kone klagede han til Patientforsikringen – og fik afslag, selvom Jytte Hansen beviseligt blev smittet på hospitalet i juni sidste år. Og smitten med ESBL gik hurtigt i blodet på Jytte Hansen og satte først en nyre og siden leveren ud af funktion.
»Jeg ved jo ikke, om hun ville have levet længere uden smitten. Men det værste er, at det forringede hendes og min livskvalitet væsentligt den sidste tid.«