Gør som Congo. Vær kreativ

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Mangler du et par tricks til at være kreativ på kommando?

Så tag til DR Congo, hvor man er i fuld gang med at tælle de sidste stemmer til præsidentvalget. Flyv til Kinshasa, mas dig vej uden gennem lufthavnen, praj en taxa ind til byen og hiv fat i en gadedreng.
Se ham i øjnene og spørg så: "Hvad kan Vesten lære af jer?"

Det kan være, at han vil løbe væk. Men det kan også være, at han bliver stående og fortæller en historie lidt à la denne her

"Jeg arbejdede engang for en dansk journalist og tog ham med ud i bushen på motorcykel i fire dage. På vejen hjem punkterede vi 50 kilometer uden for vores mål, havnebyen Kalemie. Journalisten blev frustreret og ville have, at jeg skulle lappe dækket med mit lappegrej. Jeg forsøgte et par gange, men hver gang slap limen sit tag i dækket og luften forsvandt.
Journalisten blev lidt vred og sagde, at jeg var dårligt forberedt, når jeg ikke havde sørget for ordentligt grej. Jeg gav ham ret, men jeg havde ikke lyst til at diskutere det mere, for det kunne jo ikke hjælpe.
Så kom jeg i tanke om et højt træ, vi var kørt forbi. Jeg hentede noget af dets bark og skar det i stykker. Ud piblede en hvidlig saft, som vores lokale krigere bruger til pilegift. Jeg vidste tilfældigvis, at giften også kunne bruges som lim, hvis man varmede den op.
Mens journalisten forsøgte at få kontakt til basen via sin klodsede GPS-sender, reparerede jeg dækket med giften."

Da jeg i sommeren 2006 besøgte DR Congo, var den største overraskelse denne: congoleserne hører til blandt verdens mest opfindsomme og idérige folk. Og samtidig ligger de i bunden hvad angår forberedelse.

Til valget synes congoleserne dog at have overgået sig selv. Flere års forberedelser har gjort dem i stand til at afvikle det første demokratiske valg i 46 år. Bevares, der har været lidt opstandelse, men hvem kunne undgå det, når de to kandidater (Joseph Kabila og Jean-Pierre Bemba) begge har betydelige private hære i baghånden og ikke er kendt for deres lyst til at erkende nederlag? Hvem havde i sin vildeste fantasti forestillet sig, at DR Congo, der den største arbejdsplads for FN-soldater i verden - yes, 20.000 styk - ville komme gnidningsløst ud af valget?

Ingen. Men congoleserne har gjort et fantastisk arbejde op til valget. Med deres valgkommision, der har rejst tusindvis af kilometer med computere på kanoer, med deres hold af lærerinder, der har fortalt om valget i skolerne, med deres ukuelige smil og deres charmerende trækken på skuldrene, hver gang man spørger lidt kritisk til noget.

Kunne vi herhjemme lære lidt af congoleserne var det nok, at vi skal kigge fremad, når vi leder efter kreative løsninger, og ikke være så bange for historien og for de fejl, vi har begået.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.