Hvis du kan mærke, at din næse er tilstoppet, og dine øjne kløer og løber i vand, er det ikke så underligt. I løbet af den sidste uges tid er der nemlig lige så stille kommet mere birkepollen i luften. Og fra midt i næste uge går det løs for alvor, forudser biolog Janne Sommer fra Astma-Allergi Forbundet.
- Mange er virkelig generede af deres allergi. De almindelige symptomer er kløen i øjnene, løbende eller tilstoppet næse og mange nys. Men mange får vejrtrækningsproblemer, hovedpine og søvnbesvær, og det forringer virkelig deres livskvalitet, siger Janne Sommer.
Der er allermest birkepollen i ugerne omkring første maj. Derefter sætter græspollen-sæsonene ind og varer det meste af sommeren.
Hvis man tidligere har været plaget af pollenallergi, er det vigtigt at forebygge allerede nu, før pollentallene fra midt i næste uge stiger drastisk.
Gode råd
Janne Sommer anbefaler, at man først og fremmest besøger sin læge for at lægge en strategi for, hvilken medicin man skal tage, for at undgå de alvorligste symptomer.
Derudover har hun seks gode råd til, hvordan man bedst muligt undgår pollen.
1. Gå med store solbriller, der dækker mest muligt af ansigtet og derved beskytter øjnene mod pollen.
2. Planlæg din dag, så udendørs aktiviteter foregår om morgenen og aftenen, hvor der er mindst pollen.
3. Hold dig indendøre midt på dagen,hvor der er mest pollen i luften.
4. Hæng ikke vasketøj til tørre udenfor. Pollen-støvet kan sætte sig i tøjet.
5. Gå en tur i skoven. Det lyder måske underligt, at man skal gå i skoven for at undgå pollen, men det er faktisk en god idé. Træernes blade fungerer som et pollenfilter, så der er færre pollen i luften.
6. Følg med i dagens pollental og pollenvarsler, så du kan planlægge din hverdag bedst muligt. Det kan du blandt andet gøre ved hjælp af en mailservice fra Astma-Allergi Forbundet.