Danmarks største computer er klar til brug. Den er netop blevet stillet op på Aalborg Universitet (AAU), og i løbet af de næste to uger vil forskere på universitetet tage computeren i brug. Den kan regne seks trilliarder beregninger i sekundet.
- Før i tiden var der nogle problemstillinger, vi skulle bruge måneder til at få beregnet på en computer. Dem kan vi få svar på i løbet af nogle timer. Og problemer, der før tog en dag, kan vi får svar på lige så hurtigt, som øjet blinker, siger dekan på De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU Frede Blaabjerg.
Computerens hukommelse svarer til cirka 1.200 pc eres hukommelse.
- Vi får langt bedre mulighed for at få undersøgt forskning hurtigere. Det er et kvantespring i forhold til tidligere, siger han.
Frede Blaabjerg nævner, at det blandt andet er forskning i vindmøllevinger, antenner på mobiltelefoner og ny medicin, som supercomputeren kan give hurtigere svar på.
Stadig langt bagud
Supercomputeren får navnet Fyrkat , og den er bygget miljøvenligt og bruger kun halvt så meget strøm som andre computere.
Lektor Josva Kleist, der har styr på computerens tekniske informationer, vurderer, at Fyrkat er 20 procent større end den næststørste computer i Danmark på Københavns Universitet. Det er hovedsageligt uddannelsesinstitutioner, der gør brug af de store computere, men også Novo Nordisk og Danmarks Meteorologiske Institut har kraftige computere.
Men selv med den store supercomputer er Danmark bagud i forhold til andre lande.
- Jeg har lige været i Sverige og se deres største computer, som er cirka ti gange så stor. Men det koster dem også mange flere penge, siger Josva Kleist.
Også dekan Frede Blaabjerg erkender, at AAU-æren at have Danmarks største computer er på lånt tid.
- Det er noget, man kan være med i et stykke tid, så bliver det forældet, siger han.
Hukommelse: 1,3 terabyte RAM (1.334 gigabyte)
Regnekraft: 6.263 gigaflops, hvilket svarer til 6 trilliarder kommatalsberegninger i sekundet. For ti år siden var den kraftigste maskine i verden på 1.333 gigaflops. I 1985 kun 4 gigaflops.
672 kerner (CPU er)
84 servere
Leveret af IBM Denmark i samarbejde med Komplex-IT
Fylder 4 kvadratmeter, hvilket svarer til et stort amerikanerkøleskab
Verdens største computer er cirka 55 gange hurtigere og har cirka 25 gange mere RAM end Fyrkat.
Kilde: Aalborg Universitet