Skrevet i samarbejde med Andreas Mayerhofer, anma@avisen.dk
Han tabte til en bedre modstander. Ingen tvivl om det. Men måske tabte Mikkel Kessler også til sig selv.
I hvert fald peger den detroniserede danske boksechamp på overtræning som en mulig årsag til, at han aldrig formåede at svare igen på Joe Calzaghes offensiv lørdag nat.
- Måske har jeg trænet for meget. Jeg var i god form, men alligevel døde jeg oppe i ringen, og fra sjette omgang følte jeg mig meget træt, sagde Mikkel Kessler efter kampen.
- Nu kan jeg godt fortælle jer, at jeg har haft problemer med
hånden. Jeg mærkede det ikke under kampen, så det kan ikke bruges som en undskyldning, men det er måske et tegn på, at jeg har trænet lidt for meget.
Træner Richard Olsen tillægger dog skaden mere betydning. Han mener, at det var hovedårsagen til nederlaget.
-
Problemet for Mikkel var håndskaden. Han har ikke kunnet sparre
ordentligt siden skaden, og mod en så stærk mand som Calzaghe, kan man
ikke vinde uden hård sparring, siger Ricard Olsen til Bt.dk og tilføjer
desuden, at de sparringspartnere Kessler havde før skaden, var for
dårlige.
Mikkel Kessler indrømmede samtidig, at de mange måneders intensive træning forud for braget i Cardiff ikke altid har været lige sjove.
- Denne gang har jeg glædet mig til, at kampen var overstået, og det er nok ikke nogen god
indgangsvinkel. Men jeg har trænet hårdt i fire måneder, så nu glæder jeg mig altså til at kunne stå op om morgenen, som det passer mig og ikke have hele livet lagt i helt faste rammer, sagde Mikkel Kessler, som trods nederlaget stadig har ambitioner om et bokseeventyr i USA.
- Det er klart, at det, som det handler om, er at komme derover, så drømmen lever stadig. Men nu skal det lige gå op for mig, at jeg har tabt i dag. Det er bittert, men jeg må kigge op, når jeg vågner, sagde Mikkel Kessler.