Det var spil til et mål, da Bayern Münchens tyske tophold måtte nøjes med 0-0 hjemme mod upåagtede Eintracht Frankfurt i sydtyskernes kun andet pointtab på hjemmebane i denne sæson.
Et resultat, der er alt andet et retvisende efter en kamp, hvor der stod Bayern på det hele. 70-30 i boldbesiddelse og ikke mindre end 32-4 i skudstatistik taler sit tydelige sprog. Men Frankfurt skal roses for en heroisk indsats, hvor især målmand Oka Nikolov diskede op med adskillige klasseredninger.
Med Bayerns pointtab vejrede de nærmeste forfølgere fra Hamburger SV og Werder Bremen til gengæld morgenluft. Begge hold fik fuldt udbytte i deres kampe og er dermed henholdsvis fire og seks point efter Bayern München. HSV havde heldet med sig, da de hjemme hev en kneben 2-1 sejr hjemme over Hertha Berlin, der ellers spillede bedst. Leon Andreassen var med i hele kampen, da han sammen med Werder Bremen slog oprykkerne fra Hansa Rostock med 1-0.
Jan Kristiansen sad på bænken hele kampen, da de forsvarende pokalvindere fra Nürnberg tog imod de forsvarende mestre fra Stuttgart i en kamp, hvor mestrene viste sig at være en klasse bedre. Mario Gomez scorede kampens eneste mål halvvejs i første halvleg. Stuttgart vandt 1-0.
I Leverkusen spillede Jonas Kamper hele anden halvleg, da han sammen med Arminia Bielefeld tabte 4-0 til Bayer Leverkusen, der afgjorde sagen med tre scoringer allerede i første halvleg.