Den danske landsholdsspiller Martin Laursen åbnede scoringen, da hans klub Aston Villa uden Thomas Sørensen hjemme vandt 2-0 over bundholdet Derby i den engelske Premier League. Et kvarter inde i anden halvleg var den danske centerforsvar med fremme ved et frispark og kunne efter et par kontraer i feltet gøre det til 1-0. Fire minutter senere afgjorde hans holdkammerat Ashely Young forestillingen, da han gjorde det til slutresultatet 2-0.
Efter dagens tidlige uafgjorte topkamp mellem Arsenal og Manchester United havde Chelsea muligheden for at hale lidt ind i udekampen mod Wigan. Det gjorde de i pligtsejren på 2-0, der blev grundlagt i kampens første 20 minutter ved Frank Lampard og Juliano Belletti.
AaBs kommende modstander i UEFA-cuppen, Tottenham, måtte trods pauseføring nøjes med 1-1 ude mod Middlesbrough, mens Thomas Gravesen fik de sidste fem minutter på banen i 3-1 sejren hjemme over Birmingham.
Rundens overraskelse stod Portsmouth for, da de for første gang siden 1949 formåede at vinde ude over Newcastle. Sejren i den noget usædvanlige forestilling blev grundlagt på tre hurtige mål i kampens første ti minutter.! At Sol Campell reducerede til 1-3 på et selvmål efter bare 16 minutter var ren kosmetik, da Nico Kranjcar afgjorde til 1-4 med tyve minutter igen.
I den næstbedste række scorede den tidligere FCK-forsvarer, Martin Albrechtsen, West Bromwichs tredje mål i den overraskende 3-0 sejr ude over rækkens ellers suveræne tophold, Watford. West Bromwich holder dermed fast i tredjepladsen seks point efter netop Watford.