Fra kommunalvalg til koldt fængselsgulv

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

For et halvt år siden diskuterede PUDEMOs præsident Mario Masuku demokrati og ytringsfrihed med lokalpolitikere i Gladsaxe under kommunalvalget. I dag sidder han i fængsel, anklaget for terrorisme i sit hjemland Swaziland, fordi han råbte ”viva PUDEMO” første maj.

En gang imellem er det en god idé at huske at se vores lokalpolitiske system i et mere overordnet, globalt perspektiv, ligesom de der besøger Danmark fra udemokratiske styrer er nødsaget til. Gladsaxedagen, den 23. august, hvor borgerne i Gladsaxe Kommune blandt andet kan diskutere politik med deres lokalpolitikere, er et godt tidspunkt.

”I mit land, Swaziland, kan de lokale myndigheder ikke implementere deres egne politikker, fordi kongen kontrollerer alt. Under kommunalvalget i Gladsaxe, derimod, så jeg hvordan valgprocessen er velorganiseret og gennemsigtig, og hvordan politikerne er ansvarlige overfor befolkningen”.

Ordene er Mario Masukus fra da han besøgte Gladsaxe under kommunalvalget sidste år. Han er præsident for People’s United Democratic Movement (PUDEMO), et parti der med fredelige midler kæmper for demokrati og basale rettigheder for alle i det lille, enevældige kongedømme, der er et af verdens allermest ulige lande.

Han besøgte Gladsaxe, inviteret af Institut for Flerpartisamarbejde og Enhedslisten Gladsaxe, for at overvære og lade sig inspirere at et dansk kommunalvalg og dansk politik generelt. Her overværede han valgprocessen og stemmeoptællingen, og talte med Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst, samt flere af de byrådspolitikere der var på valg.

”Vælgerne i Gladsaxes respekt for valgprocessen var tydelig, fordi de er velinformerede om valgprocessen, fordi de har adgang til politikkerne, og fordi i har ytrings- og mediefrihed”, udtalte Mario Masuku dengang. Nu sidder han altså fængslet, og må sove på et koldt og hårdt fængselsgulv, for at have brugt sin ytringsfrihed i sit eget land, og fordi han kræver de rettigheder vi tager for givet.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.