Forbyd voksne at se børnefilm

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Tendensen er klar. Rædselskabinettet er propfyldt. Derfor: Slut med at sunde voksne mennesker skal tages som gidsler i en klam, kommerciel og kompromisløs kampagne, der i årevis har fået alle landets børn til at plage om at komme i biografen for at se noget, vi alle ved, er noget værre lort.

Jeg siger censur. Nu!

Efter utallige eksempler på svigt og embedsmisbrug fra Dansk Filmindustri med titler såsom Far til fire på nedtur , Langt ude med mine søsters børn og Anja & Viktor i heftig misbrugsrus lod jeg mig her i efterårsferien overtale til at indløse billetter til Guldhornene .

Jeg skal hermed advare om stærke sager.

Man låner en brugt tv-julekalender, gerne en af dem, der selv har lånt et tyndt plot et andet sted – i dette tilfælde hos sagnet om Valhalla.

Dernæst iscenesætter man et kup (den idé er nemlig afprøvet på film 30.000 gange før med rimelig succes), hvorefter nogle pæne børneskuespillere med indstuderede replikker skal agere listetyve sammen med en flok åndsforladte vikinger, der undervejs helst skal vælte rundt i filmhistoriens allerstørste klicheer. »Ha, ha, se en skør, skægabe der drikker opvaskemiddel!«

Alt sammen tilsat special effects så ringe, at man tror, Gundsømagle Lokal Tv har været konsulent på opgaven. Og som sød glasur finder man så en gennemført ordinær dansk kernefamilie, styret af et blødt fjols af en far (Troels Lyby) og en mor, der kun tænker på at indrette et samtalekøkken, og lader dem sidde i haven og stege pølser på Weber-grill, mens de spiser præfabrikerede kartoffelbåde af Pillivuyt-fade og drikker rød saftevand af IKEA-glas.

Cut, Elly! Stop! Forfra!

Sådan ser vi danskere altså ikke ud, vel? Og hvis nogen vil skabe et gys på så chokerende en baggrund, så forlanger jeg en advarsel på filmplakaten.

Jeg gik bestyrtet hjem og kastede op i 16/9-format, fordi jeg aldrig før har set så anmassende en form for småborgerlighed. At lade voksne mennesker med sund fornuft gå sagesløse ind til den slags film, er ganske enkelt statsfinansieret tortur.

Vil nogen ikke godt begynde at lave børnefilm, der har noget på hjerte?

Ellers må de arme unger altså selv indløse billet til alt det, de ikke endnu forstår!

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.