Folket kræver frihed, retfærdighed og velfærd

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

I Egypten og Tunesien er der en folkelig revolution i gang.

For første gang i lang tid flygter en præsident fra et arabisk land og en anden diktator i et andet land bliver tvunget til at suspendere sin regering. Ikke på grund af interne magtkampe, men fordi det har været et krav fra en folkelig bevægelse.

For første gang i lang tid dominerer de tilbagestående islamistiske kræfter ikke den politiske scene i Mellemøsten. Det der sker i Egypten og Tunesien er en progressiv folkelig bevægelse med kravet om frihed, retfærdighed, velfærd og diktatorernes afgang.

Sidste års protester i Iran og nuværende revolution i Egypten og Tunesien vil sikkert få befolkningerne i de vestlige lande til at revurdere deres opfattelse af borgere i de mellemøstlige og
arabiske lande og dermed borgere med en anden etnisk baggrund i det vestlige samfund.

De seneste folkebevægelser i Mellemøsten er et stærkt bevis på, at folk i de såkaldte ”muslimske lande” har de samme interesser og ønsker som folk i andre dele af verden, når det gælder om deres livsvilkår, frihed og rettigheder.

Den religiøse identitet frem for den menneskelige!

I alt for lang tid har vi været vidne til, at medierne, politikere, efterretningstjenester og de såkaldte eksperter i de vestlige lande fra den ene side og de islamiske kræfter i de mellemøstlige og arabiske lande fra den anden side har tegnet et helt forfejlet billede af folk og alle de mennesker, som kommer fra de såkaldte muslimske lande.

Disse menneskers religiøse identitet er blevet så kraftig
fremhævet at man ikke længere kan forestille sig en araber, iraner eller afghaner uden at tænke på at vedkommende er frem for alt en ”muslim”!

Som om folk som kommer fra de lande ikke er andet end religiøse væsner.

Som om mænd i Mellemøsten ikke har andet at foretage sig end at tilbringe deres tid i moskeer og på religionen!

Det forfejlede billede har været med til at opdele folk i ”muslimer”, ”kristne”, ”jøder”, mv. over alt i verden i de seneste mange år.

Folkets religiøse identitet er blevet fremhævet i så høj grad, at
befolkningerne i de vestlige lande i længere tid ikke har kunnet se på folk fra Mellemøsten eller de arabiske lande som mennesker med de helt basale og menneskelige behov og interesser som
dem selv.

De islamiske kræfters interesser er gang på gang blevet forvekslet med den almindelige borgers interesser i disse lande. Denne opdeling har bidraget til flere religiøse konflikter i verden og ikke mindst mere racisme og mere splittelse blandt samfundsborgere i de vestlige lande.

Højrekræfterne i de vestlige lande har benyttet sig godt af det billede og dermed splittelse af borgerne på baggrund af deres etniske og religiøse tilhørsforhold.

De har kunnet pege på de islamistiske kræfters ødelæggelser og skrive det på de almindelige borgeres regning. Bare fordi de
også har en muslimsk baggrund og har ikke fået en anden identitet end den religiøse - og fordi de ikke længere bliver betragtet som borgere, arbejdere, forfattere, kvinder, men som ”muslimer”!

Den massive fokus på den religiøse identitet og interesse har også påvirket den helt almindelige borger med en muslimsk baggrund i de vestlige lande i en mere religiøs retning.

I dag har mange af disse borgere, som er bosat i de lande glemt, hvordan det er at bare blive betragtet som en almindelig borger i det nye land. Selv de ikke religiøse borgere fra et arabisk eller mellemøstlig land har accepteret at blive defineret som muslim.

Om de ikke er det og om deres interesser er alt andet end religionen, spiller det tilsyneladende ikke en rolle i definitionen af dem.

Dette billede har til tider fået selv de progressive kræfter, som kæmper for ligestilling og menneskerettigheder i de vestlige lande til at underkaste sig tanken om at have to sæt af regler for kvinderettigheder, menneskerettigheder og frihed, alt efter hvor man kommer fra og hvilken religiøse og etniske baggrund man har.

I nogle tilfælde har man vænnet sig til tanken om, at ligestilling, kvinderettigheder og kvindefrigørelse ikke kan være noget for de kvinder, som bliver født i de såkaldte muslimske lande!

I bedste fald må disse kvinder nøjes med en amputeret udgave
af kvinderettighederne, da man ikke kan forestille sig, at disse kvinder kan tåle kvindefrigørelse og total ligestilling!

De folkelige protester i Egypten og Tunesien har skabt et helt nyt håb blandt det undertrykte folk i Mellemøsten og de arabiske lande. Befolkningerne i mange af de lande følger nu spændt med i
begivenhederne i de to lande.

Mest af alle er den iranske befolkning, som deler sin skæbne med folk i de to lande. Enhver fremgang og resultat af folkets revolution i Tunesien og Egypten vil også øge håbet hos den iranske befolkning, som i mange år også har forsøgt at komme af med sin islamiske diktator i Iran med sin sekulære og progressive bevægelse, på trods af den høje pris, som den hidtil
har betalt!

Uanset hvad resultatet af den tunesiske og egyptiske befolknings kamp bliver, har de allerede skabt håb om en positiv forandring i hele Mellemøsten.

I de vestlige lande vil befolkningerne nu og efter begivenhederne i Egypten og Tunesien bedre se den anden side af virkeligheden i de mellemøstlige og arabiske lande. Og det kan forhåbentligt

åbne muligheden for at vi mennesker begynder påny at se på hinanden som medmennesker og medborgere med fælles interesser og endda fælles kamp i stedet for som ”muslimer” og ”kristne”.

Det kan måske være med til, at de progressive kræfter og bevægelser kommer igen i fokus - i stedet for de formørkede og tilbagestående kræfter, som i alt for lang tid har spillet en afgørende rolle på den politiske scene over alt i verdenen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om denne blog:

Nahid Riazi er socialpædagog og kvindesagsaktivist. Hun kom til Danmark fra Iran i 1989 som politisk flygtning. Hun blev sidste år tildelt Integrationsministeriets integrationspris, men nægtede at tage imod prisen i protest mod regeringens integrations- og udlændingepolitik.

Om Nahid Riazi:

Kvindesagsaktivist