Et stigende antal danskere skruer ekstra højt op for lyden, når DR’s dramasatsning ’Sommer’ hver søndag toner over skærmen.
Ifølge den halvårlige rapport fra DR’s seer- og lytterredaktør, Jacob Mollerup, der offentliggøres i denne uge, klager et stort antal seere hvert år over lydniveauet i tv-serier som ’Ørnen’ og ’Forbrydelsen’. Jacob Mollerup anslår, at DR alene i 2007 har fået 100 seerklager over for lav og utydelig tale – primært i kanalens dramaserier.
»Det er et stigende problem. Når der er hundrede seere, der klager over det, så er der mange, mange flere, der oplever det som et problem. Men om det er 5 eller 15 procent af seerne, det ved jeg ikke.«
Public service-ansvar
Formanden for Dansk Sprognævn, Niels Davidsen-Nielsen, er ikke overrasket over de mange klager over lydniveauet.
»Jeg har tit selv svært ved at forstå, hvad de siger. Producenterne har jo to ting at tage hensyn til: Dels skal seerne forstå, hvad der bliver sagt, og dels er der den kunstneriske frihed til at gøre en tv-serie troværdig. Men fordi DR er public service, har kanalen et særligt ansvar for, at seerne også kan høre, hvad der bliver sagt.«
På TV 2 kender man godt til problematikken og har for nylig justeret dialogens lydniveau i politiserien Anna Pihl , der kører på tredje sæson.
»Ved den nye sæson af serien fik vi otte-ni klager over for dårlig lyd. Men så tog vi kontakt til de seere, der klagede og bad dem om at vende tilbage, når de havde set næste afsnit. Og der fik vi positiv respons. Men vi skruer generelt så meget op for dialogen som muligt,« siger TV 2 s udviklingsproducer Lars Duus.
Fokus på sprog
Ifølge medieforsker Gunhild Agger, der har skrevet doktordisputats om dansk tv-dramatik, er lyden i DR s dramaserier blevet dårligere siden 2001. Hun mener, at teknikken er den grundlæggende årsag til problemerne.
»Tidligere sørgede en bom-mand (en lydmand med stor mikrofon, red.) for, at lyden var i orden. Han er i dag sparet væk, og hans opgave er overtaget af andre mikrofonteknikker, der altså ikke er så gode. Og så bliver lyden derefter.«
Programproduktionsdirektør Mette Bock kan endnu ikke vurdere, om eventuelle lydproblemer i tv-serierne skyldes besparelser på teknikken, men hun fortæller, at DR i foråret fremlægger en plan for bestyrelsen med forslag til, hvordan DR kan styrke sproget.
I 2007 modtog DR 100 klager over for lavt lydniveau eller utydelig tale i deres tv-serier.
TV 2 har i år modtaget otte-ni seerklager over, at dialogen i tv-serien Anna Pihl er for lav.
Den halvårlige rapport over DR’s lytter- og seerklager kommer i denne uge.