Henrik Milling, radiovært og Michael Jackson-ekspert
Hvad er dit yndlingsnummer fra ’Thriller’?
»Det er ’Thriller’. Mit yndlingsøjeblik er, da Vincent Price kommer ind og reciterer den rap, som sangskriveren Rod Temperton har skrevet.«
Hvordan hører du albummet i dag?
»Jeg er meget glad for den, men jeg får også nedtur over, hvor pivhamrende simpelt det er. Det kan tage pusten helt fra en. Det er så velkomponeret, at det næsten ikke er til at bære.«
Thomas Troelsen, producer og sangskriver
Hvad er dit yndlingsnummer fra ’Thriller?’
»Jeg tror,
det må blive ’Human Nature’, fordi jeg kender de andre sange så
utroligt godt, at jeg nærmest er træt af dem. Jeg har hørt den plade
ufatteligt meget.«
Hvad synes du om albummet i dag?
»Jeg
synes stadig, det er megafedt. Jeg hører det ikke som et helt album,
men jeg hører sangene hver for sig. Men i dag synes jeg faktisk, at
’Dangerous’-albummet er federe.«
Henrik Marstal, musikforsker og musiker
Hvad er dit yndlingsnummer fra ’Thriller’?
»Det må
blive Billie Jean . På grund af den basgang, og fordi hele stramheden
og energien i den er fantastisk. Hold kæft, det er godt.«
Hvad synes du om albummet i dag?
»Den
har en friskhed, der gør, at den lyder, som om det er lavet i går. Og
så kan jeg godt tænke over, hvor godt den er mikset. Jeg har utrolig
stor respekt for håndværket på det album.«
Burhan G, R&B-sanger og sangskriver
Hvad er dit yndlingsnummer fra Thriller ?
»Det kan
du jo ikke spørge om! Jeg kan jo ikke vælge ét! Men ’Human Nature’,
’P.Y.T’ og ’Beat It’ er fantastiske. Billie Jean har jeg nærmest fået
for meget af.«
Hvad synes du om albummet i dag?
»Jeg
sidder hver dag og leder efter ny musik, men når jeg ikke kan finde
noget godt, så vender jeg altid tilbage til det album. Man opdager hele
tiden nye ting og detaljer på albummet.«