Filmanmeldelse: Stormfulde højder når ikke helt stormfulde højder

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.





Efter Cary Fukunagas genindspilning af "Jane Eyre" (2011) sidste efterår, så man med spænding frem til den nye udgave af Bronte-søstrenes kendteste værk ”Stormfulde højder”.

Den udødelige historie bondepigen Cathy, hvis far adopterer drengen Heathcliff har stadig alle grundelementer i sig til en klassisk kærlighedshistorie: Fattige bønder versus rige tilflyttere, søskendejalousi, forfængelighed og afgrundsdybe sociale skel samt i centrum to intenst elskende mennesker, hvis kærlighed ender med at ødelægge dem begge.

Det er på alle måder en historie om store, ja gigantiske følelser, som sprænger sig ud gennem de faldefærdige lerklinede vægge og spreder sig ud over de regnvåde engelske hede- og bakkelandskaber.

Indledningsvis må man da også anerkende instruktøren Andrea Arnold for den markante og dristige måde, hun har valgt at fortolke romanoplægget på. Med trænet hånd flår hun alle de beskyttende lag af luftig chiffon, som har omkranset ”Stormfulde højder” gennem årtiers film- og tv-indspilninger, og skubber historien tilbage og forbi dens oprindelige udgangspunkt.

Tilbage står en grov og usminket udgave, et kostumedrama meget ulig dem, vi er vant til at se, og en film der hverken er varm eller imødekommende, men som imponerer ved sit mod til at tænke ud af boksen.

Og hvor Cary Fukunaga forsøgte at bevare så meget af den oprindelige dialog fra Jane Eyre som muligt, er Andrea Arnold gået i den stik modsatte retning og har forsynet sine personer med et nutidigt sprog.

Når filmen alligevel ikke helt når ”Stormfulde højder” skyldes det flere ting. For det første skurrer flere af de filmiske elementer fælt. Det passer således skidt i et kostumefilm med håndholdt, flaksende kamera, der får det til at se ud som om, at kameramanden enten har Parkinson eller er ved at optage et afsnit til Station 2 eller en af dens amerikanske forbilleder.

På samme måde er der et kvantespring mellem den strengt minimalistiske lydside, som ellers præger hele filmen, og den afsluttende moderne musik, der fuldstændig bryder illusionen om, at vi befinder os i første halvdel af 1800-tallet.

Symbolismen overdrives også vel meget rent meteorologisk. Cathy og Heathcliffs ydmyge barndomshjem er således placeret under en evig regnsky, mens der altid er milde vinde og solskin omkring rigmandshuset Thrushcross Grange.

Fortællemæssigt er der ligeledes nogle inkonsistenser. Det virker for eksempel underligt, at Cathy og Heatchcliff som børn render rundt for sig selv uden at deltage i det daglige arbejde på garden – og at de sover i same seng. Og at Heatchcliff som voksen på det nærmeste spankulerer ind og ud af Thrushcross Grange, som var det hans eget, for at besøge Cathy, der i mellemtiden er blevet gift med sønnen i huset, virker heller ikke troværdigt.

Endelig formår James Howson og Kaya Scodelario, som spiller de voksne udgaver at Cathy og Heathcliff, slet ikke at fylde rollerne ud. Ikke nok med, at de udseendesmæssigt ikke minder det mindste om barndomsversionerne af sig selv, de har heller ikke nok skuespilmæssigt dybde til at formidle de store følelser, som er filmens kerne.

Det sidste står i skarp kontrast til, at Solomon Glave og Shannon Beer, der spiller Heathcliff og Cathy som børn, gør et formidabelt job, selv om de aldrig har spiullet skuespil før.

Det er tydeligt, at Andrea Arnold har villet give børnene plads til at udvikle deres figurer i filmens første to tredjedele, og det lykkes fuldt ud. Historien fortælles i sensuelle lyde og billeder: Heathcliffs forbløffelse og usikkerhed, da han ankommer til gården. Cathys varme smil - som er den eneste varme reaktion, han får. En fjer der stryger over en kind. Heathcliffs hånd på hestens bag, da han rider bag hende og hans udtryk, da han dufter til hendes hår. De blodige mærker på hans ryg, efter at hans stedbror har tæsket ham, og Cathys mund, da hun blidt slikker blodet væk. Og de to teenageres kåde og kluntede tumlen i mudderet, som har klare seksuelle undertoner. Det er her, at filmen for alvor lever og vi stadig til en vis grad kan sympatisere med hovedpersonerne.

En af de bemærkelsesværdige ting ved Emily Brontes bog er jo netop, at historien fanger, selv om ingen af personerne er specielt sympatiske, og da slet ikke som voksne. De dominerende følelser i ”Stormfulde højder” er had, foragt og jalousi. Selvfølgelig er der også stor og lidenskabelig kærlighed, men den lever i mørke hjørner og ender med at være destruktiv og ødelæggende for alle de involverede.

Stormfulde højder – 129 minutter – England – Instruktør: Andrea Arnold – Medvirkende: James Howson, Kaya Scodelario, Solomon Glave, Shannon Beer m.fl.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.