Under overskriften ’Madeleine har implantat’ skriver Norsk Se & Hør onsdag, at den svenske prinsesse udsættes for ’silikone-spekulationer’ i cyberspace.
Artiklen bygger på knap fire linjers gætterier på en amerikansk blog ved navn Awfulplasticsurgery.com samt et par udaterede før- og efter-fotos. Og jo, de royale bryster ser større ud på det foto, hvor prinsessen er klædt ud i en push-up-version af et hyrdepige-kostume, end de gør, når hun er iklædt en tækkelig hvid gallakjole - underligt nok.
Normalt skal der ikke meget til før pressen formidler lignende spekulationer - at Angelina Jolie måske har fået næsen rettet, eller at den eller den kendis har fået større læber, nye bryster eller fedtsugninger - ledsaget af tvivlsom fotodokumentation.
En kilde tæt på er en hyppigt citeret person i den type historier. Men jo tættere den kendte bor på bladets redaktion, jo mere skal der i reglen også til, før aldeles udokumenterede rygter viderebringes om personen.
Qvortrup: På en dårlig uge, så ...
Chefredaktøren for dansk Se & Hør, Henrik Qvortrup, vil ikke kommentere det norske søsterblads skriverier, men mener, at en lignende historie næppe ville ende i hans blad:
- Det er jo efterhånden en større sensation, hvis en kendt kvinde ikke har fået nye bryster. Hvis vi kunne dokumentere, at Mary eller Margrethe har lagt barmen under kniven, ville vi nok rydde et par sider til det. Og hvis flere danske bloggere begyndte at spekulere over, om Madeleine har silikone i sine, så kan jeg da ikke afvise, at vi ville nævne det - på en dårlig uge, siger Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup understreger dog endnu engang, at han ikke har læst den norske artikel og ikke ønsker at kommentere søsterbladets konkrete skriverier.
- Generelt vil jeg sige, at det kan blive lidt for nemt at være journalist, hvis man bare viderekolporterer forvirrede bloggeres udgydelser i cyberspace, siger chefredaktøren.