Et sygehus under sammenbrud

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Kære (Sygehusledelse, Regionspolitikere)

Denne skrivelse skal betragtes som en officiel klage over Aalborg Sygehus, og den er sendt til respektive myndigheder/politikere.

Resumé

Dette dokument beretter om et sygehus, som bærer præg af total kaos, arrogangce, ignorance, teknisk udstyr som ikke virker, møgbeskidte rammer og journaler, fuld af ”røverhistorier” og ”antagelser” fra læger, som aldrig har set patienten og fra sygeplejersker med en livlig fantasi.

Det dokumenterer endvidere hvad der sker, når man, som pårørende, selv forsøger at hjælpe sit barn med tilbagevenden til et normalt liv – og lykkedes med det !! (brug af ”alternative behandlingsformer”).

Jeg er dybt rystet i mine grundvolde, og står tilbage med en oplevelse af et sygehus som er TOTALT brudt sammen....... Journaler, sygeplejecardex, samt det billedmateriale, jeg har, dokumenterer desværre denne oplevelse.

Baggrund

Den 16 februar blev jeg ringet op sidst på eftermiddagen, fra Tjekkiet, hvor jeg fik at vide, at min 16-årige søn, Alexander, var kommet alvorligt til skade i en snowboard ulykke. Han var på skiferie med Højvangklubben i Svenstrup. I flere timer var den bedste nyhed, at der var puls, og de kæmpede med ham i 2 timer på skadesstedet, før han – med helikopter – blev fløjet 65 km til Kralove Universitetshospital (havde GCS 3)

Ud på aftenen blev jeg ringet op og fik at vide, at han havde brud i ansigtet, blødninger i hovedet og brud på venstre håndled. Han var stadig dybt bevidstløs og lå i respirator.

Med venners hjælp, fik jeg arrangeret at jeg – næste morgen – tog afsted til Tjekkiet, hvor jeg ankom til Kralove Universitetshospital sidst på eftermiddagen. Der blev jeg mødt af en meget dygtig og velinformeret læge, som nøje orienterede mig om, at situationen var alvorlig, og at de ikke kunne sige noget om, hvornår han ville begynde at vågne op. Endvidere informerede han om de overvejelser, de var inde i, hvilket inkluderede ”trykskrue” i kraniet og ”respirator” i halsen.

Dagen efter, da jeg kom derover, mødte jeg den speciallæge, som havde ansvaret for ham, MUDr. Renata Cerna Parizkova Ph. D, og hun informerede – igen – om situationen, og at de, dagligt, lavede tests, scanninger og andet, på ham, både med henblik på at forsøge at vække ham og i forhold til, at træffe de rigtige beslutninger i relation til trykskrue og andre foranstaltninger.

Torsdag morgen (d. 19), da jeg ankom til afdelingen, blev jeg taget imod af Renata Cerna Parizkova og en anden læge, som smilende kunne konstatere, at han – helt overraskende – var begyndt at vågne op. Om onsdagen havde scanninger ellers vist, at blødninger og tryk i hovedet, var det samme som dagen for ulykken, så der var ingen indikation på, at han ville begynde at vågne indenfor så kort en tidshorisont.

I løbet af den 2 døgn lange opvågningsproces, begyndte katastrofens omgang at gå op for os, idet vi erfarede, at han var lammet i hele venstre side, lammet i hele ansigtet og ikke kunne tale. Han kunne dog genkende os, og vi vurderede, at han forstod det meste af det vi sagde til ham.

Onsdag (altså dagen før opvågningen), besluttede Aalborg kommune at sende Souschef fra Højvangklubben, Frank, til Kralove, idet ulykken var sket i deres varetægt. Kommunen havde aldrig været involveret i så alvorlig en ulykke, så de havde hverken erfaringer eller retningslinjer, som indikerede hvad de skulle gøre. De var – på forhånd – ikke klar over, hvilke opgaver Frank skulle varetage, og jeg blev – fra sekretariatsledelsen – orienteret om, at han var på vej, og så måtte vi se, om vi ”kunne bruge ham til noget”. (Én af mine veninder ledsagede mig derned, og var der de første 5 dage).

Frank viste sig dog at komme til at spille en helt fantastisk og meget central rolle, for både Alexander og jeg.

Jeg havde løbende dialog med Danske Forsikrings læger (neurokirurger fra Rigshospitalet), og de holdt sig løbende orienteret via indhentning af information, fra Universitetshospitalet i Kralove. De danske læger påpegede igen og igen, at de ikke turde sende ham hjem med ambulancefly, da de mente han skulle være mere stabil.

I mellemtiden begyndte jeg at sætte akupunkturplastre på Alexander. Plastre som jeg bruger på mig selv, og har gjort i et halvt år. De skulle vise sig at få en afgørende betydning for hans reahabilitering, idet hans tilbagevenden begyndte at gå meget hurtig, set i lyset af skadernes massive omfang.

I takt med at han udviklede sig, fulgte de tjekkiske læger og plejepersonale med ham, og de iværksatte fysioterapi så han kunne komme ud af sengen, de tillod ham at begynde at spise og de fulgte interesseret med, da han begyndte at skrive små statements på sin Macbook. Hans lammelser, i venstre ben, var stadig massive, men lettede fra dag til dag. Lammelserne i ansigtet forblev, og han kunne således stadig ikke sige en lyd, men alt i alt var lægerne, i Tjekkiet, meget imponeret, set i lyset af skadernes omfang. Denne udvikling skete i 2. uge i Kralove, imens vi ventede på at få grønt lys til hjemrejse.

Hans udvikling havde så meget fart på at jeg – onsdag i uge 2 - blev ringet op, fra lægen i Danmark, og spurgt ”kan det passe at han er begyndt at skrive på Macbook?

Hjemrejsen blev planlagt til d. 28 februar (12. dagen efter ulykken), og forsikringsselskabet sendte – for en sikkerheds skyld – en neurokirurg fra Rigshospitalet derned, som skulle følge os hjem. Han var meget imponeret, da han så Alexander, idet han havde læst alle papirer og forventede at se en patient i en langt dårligere fatning.

Både lægerne i Tjekkiet og de to involverede læger fra Rigshospitalet, udviste stor interesse og anerkendelse for de tiltag jeg selv havde iværksat (brug af de 7 forskellige akupunkturplastre). De tjekkiske læger valgte at skrive dem ind i journalen, da de ikke kunne tilskrive den hurtige udvikling andre årsager.

Efter 12 (13) dages ophold i topmoderne rammer, med nyt og avanceret udstyr, omsorgsfuldt og nærværende plejepersonale og meget, meget dygtige læger, ankom vi, med ambulance fra Region Syddanmark, til Aalborg Sygehus (vi var ankommet til Billund via Frankfurt) Datoen var lørdag d 28 februar. Derfra gik ALTING galt !!

”Akutmodtagelsen”

Da vi ankom, ca kl. 22, havde neurokirurgen fra Rigshospitalet, flere gange, talt med NHH, og fortalt dem at vi kom, samt orienteret om Alexanders tilstand. Han ringede – for en sikkerheds skyld – igen, da vi ankom til Billund (hvor han, pga. den igangværende strejke var nødt til at køre tilbage til København med taxa). Formålet med korrespondancen var at sikre, at NHH stod klar til at modtage os (efter ca 15 timers rejse). Endvidere var det aftalt, at der skulle køres traume på Alexander, da han havde udvist meget kraftige smerter i hoften, på hjemrejsen, og således var der usikkerhed omkring, hvorvidt der var skader, som ikke var identificeret.

Bagvagten fra NHH var således grundigt orienteret om situationen, og alligevel foretog han sig intet, i forhold til at igangsætte de aftalte foranstaltninger, så da vi ankom til ”Akutmodtagelsen” brød alting sammen.

De vidste ikke at vi kom, og forvirringen virkede total. Lægen fra NHH kom og ”beklagede”, hvorefter han gik igen. Derefter gik der 4 ½ time, med total kaos, hvor ingen vidste hvad de andre gjorde. Nogle af oplevelserne er nedenfor sat op i punktform, og taler sit eget sprog.

  1. Efter ca 20 min. kom en dame, med et lille stykke papir i hånden, og spurgte ”hvor har han slået sig”. Det viste sig at være en sekretær !
  2. Da vi havde været der i 45 min, og hvor både Falckreddere og os (Frank  og jeg) havde været op og ned ad gangene, fandt en sygeplejerske pludselig ud af, at vi kom fra Tjekkiet, og derfor skulle isoleres. Vi blev – fysisk – skubbet ind på stuen, hvor Alexander lå, og døren blev klappet i. Fra det ene øjeblik til det andet, måtte jeg ikke tage mine tasker, som stod ude på gangen, og som indeholdt penge, pas og computer. Havde vi været smittefarlige, ville vi allerede have smittet en meget stor mængde mennesker.
  3. På et tidspunkt viste blodtryksmåleren 99/37, hvilket HELT ÅBENLYST var en teknisk fejl (blodtryksmanchetten sad forkert, og såvel puls som iltning var normale). Alligevel valgte sygeplejersken at ringe til en læge, som gav hende besked på at give ham drop. Da hun havde lagt drop, tog hun et ”gammelsdags” blodtryksapparat, som viste helt normalt blodtryk, hvorefter hun lettet konstaterede ”pyha, så blev det normalt igen”...... Der blev altså iværksat en foranstaltning på baggrund af en åbenlys teknisk fejl !
  4. Der herskede – generelt – totalt kaos, og vi fik igen og igen at vide, at vi havde ”højeste prioritet”, og at ”traumekoordinatoren” var kontaktet. Timerne gik dog, og først ud på natten kom han i CT scanning, som endte med at blive det ”traume” man kunne organisere.
  5. Allerede inden vi kom ud fra skadestuen var den tjekkiske journal samt CD med scanninger væk!, og dette skulle senere vise sig at danne grobund for NHH-lægernes ”mistro” til de tjekkiske lægers konklusioner, og dermed også deres manglende interesse/ignorance i forhold til Alexanders tilstand/udvikling.

 

Neurokirurgisk afdeling

Da vi ankom til NHH, var klokken blevet 02.30, og Alexander sov tungt. Vi havde, på det tidspunkt, været på farten i 20 timer og var – i sagens natur – fuldstændig udmattede.

Dér blev vi mødt af den læge, som i Akutmodtagelsen havde ”beklaget” det kaos, der var skabt, fordi han havde ”glemt” at orientere om at vi kom. Nu var HAN dog klar til at snakke og undersøge Alexander. Jeg var meget afvisende, da jeg havde følelsen af at sidde på et skib i høj sø, og Alexander sov meget tungt. Lægen insisterede på, at han skulle undersøge Alexander, så han forsøgte – forgæves – at vække ham, mens jeg venligt bad ham om at lade være. Da han satte en kno i sternum på Alexander, blev jeg vred, og bad om at få lov til at vente til vi havde fået sovet. (såvidt jeg er orienteret, er der regler omkring brug af sternummassage)

Han begyndte at påpege, at han SKULLE undersøge Alexander, idet han jo havde ansvaret for ham, så jeg måtte sige til ham, at eftersom jeg jo havde siddet hos Alexander i 12 timer i døgnet, i 12 dage, skulle JEG nok påtage mig det ansvar, hvis bare vi kunne få lov til at sove. Han forlod, fornærmet, stuen.

Dagen efter kom en læge ind, til stuegang, som forsøgte at undersøge Alexander. Han kom i ”fuld udrustning”, da vi jo var isoleret, og Alexander kunne, på det tidspunkt, stadig ikke tale. Lægen forsøgte at kommunikere med Alexander, men Alexander lukkede af, og ville ikke ”svare” (vi havde, i Kralove, udviklet kommunikation med højre fod, da han heller ikke kunne nikke/ryste på hovedet. Han kunne således svare ”ja/nej”, med højre fod). I Kralove havde man observeret, at Alexander ”sparede på kræfterne” ved at lukke af overfor personalet, som jo talte engelsk til ham (han forstod hvad de sagde, men det krævede mange kræfter). Derfor brugte de mig, når de skulle kommunikere med ham, og da han begyndte at spise, skulle bades, ud af sengen osv, inddrog de mig, for at skåne ham. Han var således vant til, at ”kitler” ikke var nogen, han behøvede at kommunikere med.

Lægen blev meget frustreret over, at Alexander ikke ville ”svare”, og han udviste synlig irritation. Han ”truede” Alexander med ”at hvis ikke du svarer mig, tror vi jo at du ikke forstår, og SÅ kommer vi til at behandle dig derefter”....... Han bad Alexander om at række tungen ud, hvilket han ikke kunne, og efterfølgende endte han med at forlade stuen – synligt irriteret – og med en kommentar om, at han mente det var psykisk og at han derfor ville koble neuropsykologen på. Han skrev siden i journalen:

”Bevæger ansigtsmuskulaturen normalt. Ingen asymmetri fraset hængende mundvig ved grimassering. Rækker tungen ud på opfordring og uden deviationer”

Alexander har hele vejen igennem trænet i at smile, foran spejl, da han NETOP ikke kunne få venstre side med – og kunne slet ikke på dette tidspunkt.

Det var den første, eneste og sidste læge, som tilså Alexander, resten af indlæggelsen på NHH !

Om mandagen begyndte lammelsen af hans talecenter at fortage sig, og han begyndte at tale. Der var ganske få kræfter i tungen, og det var derfor meget anstrengende, for ham. Det første han sagde var ”Hvad sagde Jens til mit fravær”, hvilket var en henvisning til rektor på Støvring Gymnasium, som jeg var i dialog med.

Neuropsykologen kom om mandagen, hvor vi stadig var i isolation, og som de fleste andre, stod han i døren og kommunikerede, da det var ”bøvlet” at tage ”udrustning” på. Tirsdag ankom han igen, og på det tidspunkt havde vi gæster (da vi jo havde været væk i 2 uger, ville familie og venner gerne møde os). Han udviste så synlig irritation, at gæsterne kommenterede det, og sagde at han var nødt til at tale med Alexander i enerum.

Efterfølgende tog den ene dag den anden, med ”besynderlige” oplevelser, i et system uden koordination og rød tråd, og med en ligegyldighed, som skriger til himlen. Dette ses i efterfølgende punktopstilling.

1. Hver gang en ny ”fagperson” (neuropsykolog, læge, sygeplejersker, fysioterapeut og ergoterapeut) kom ind ad døren, startede de med – meget højt og langsomt – at sige ”Alexander, forstår du hvad jeg siger??!”......

Det virkede ret besynderligt, især set i lyset af, at han – under hele opholdet i Kralove – blev tiltalt helt normalt, da vi alle kunne se, at han forstod hvad vi sagde. Det fremstod således både komisk og som værende et udtryk for komplet ligegyldighed, idet ingen af dem ”stak en finger i jorden”.

2. Om tirsdagen, altså da isolationen var ophævet, kom en ergoterapeut ind ad døren med en lille skive brød og en ”tudkop”. Hun skulle lære Alexander at spise!. På det tidspunkt, var det 7 dage siden han fik fjernet sonden, og begyndt at spise selv, og han havde indtaget store burgere, pizza, varm mad, brød, slik, youghurt, og en lang række andre ting. Da jeg forsøgte at fortælle hende det, afviste hun mig med, at det SKULLE han. Jeg forlod stuen, da hun ”hjalp” ham, idet jeg ikke orkede at se på flere ”besynderligheder”.

3. Han fik ca. 15 min fysioterapi pr. dag, hvilket primært bestod af gangtræning, på afdelingen. Han var dog oppe flere gange om dagen, hvor ham og jeg gik ud (evt. med støtte fra en kørestol, fra forhallen). Det samme skete, når vi havde besøg. Således var ”egen træning” mere omfattende end fysioterapeutens, og vi fik ikke stillet i udsigt, hvilke planer hun havde.

4. Stuegang oplevede vi, som nævnt ovenfor, kun den ene gang. Det skete dog én gang mere, at en læge entrerede stuen. Han præsenterede sig ikke og han henvendte sig ikke til Alexander. I stedet stillede han to spørgsmål til sygeplejersken, hvoraf eet af dem var ”hvad er det for nogle plastre han har på”, hvorefter sygeplejersken svarede ”det er akupunkturplastre”. Han himlede med øjnene, og forlod rummet. Senere skriver han i journalen:

”Pt er vågen. Han svarer også på mine spørgsmål, men jeg har absolut ingen øjenkontakt med ham. Klager over smerter i venstre arm og der bestilles ortopædkir tilsyn mhp reponering af frakturen. Skal formentlig også have foretaget en MR-skanning af plexus på venstre side. Har i dag indtryk af parese af venstre mundfacialis”

Denne form for ”kreativ” journalføring står uddybet i nedenstående afsnit.

5. Vi oplevede – generelt – nogle sygeplejersker, som var søde og hjælpsomme. Jeg fornemmede dog hurtigt at der var visse ”forbehold” overfor mig, og der kom indimellem nogle besynderlige udtalelser. Eksempelvis kom en sygplejerske en dag og insinuerede, at hun troede at Alexander og jeg havde været i bad samtidig!! Jeg hjalp ham med at bade, da han ikke ville have ”fremmede damer” til at hjælpe ham. Hjælpen bestod – alene – i at vaske hans hår, da han stadig var helt lammet i venstre arm og havde meget dårlig balance. Desuden holdt jeg bruseren for ham, da den ikke – fysisk - kunne sættes fast på væggen. Pågældende sygeplejerske forsøgte endda at sætte brusehovedet bagom stangen, som en ren ”Anders And” løsning, i et forsøg på at skabe rammerne for, at Alexander kunne ”bade alene”.

Det viste sig senere, at de havde lavet en historie om, at Frank var en ”støttekontaktperson” (se afsnittet under ”Journaler”), hvilket måske var forklaringen på de ”forbehold” jeg så tydeligt mærkede.

6. Fredag d. 6/3 skulle Alexander til undersøgelse hos neuropsykologen. Samme aften, da jeg stod ved madvognen, kom han hen til mig og begyndte at evaluere sine observationer. Jeg blev dybt rystet, idet der stod 4 patienter bag mig samt damen, som betjente os, og de var alle ”med på en lytter”. Han sagde bl.a.  til mig, at han endnu ikke var færdig med at overveje, om Alexander skulle sendes til Hammel Neurocenter, og dertil svarede jeg ”det kommer ikke til at ske!”. Jeg kunne, på det tidspunkt, se, at Alexanders udvikling gik så hurtig fremad, og jeg havde drøftet det med adskillige behandlere, fra eget netværk. Jeg var, på det tidspunkt, slet, slet ikke i tvivl om, at Alexander skulle genoptrænes i privat regi, fordi hans udvikling gik så hurtigt fremad, og fordi jeg kunne se, at de ting jeg selv gjorde (plastre, vitaminer og kosttilskud) havde en fantastisk virkning på ham. Endvidere var Alexander gået helt i baglås, da jeg havde luftet muligheden for genoptræning væk fra hjemmet.

At jeg skulle have ”psykologevaluering i det offentlige rum”, havde jeg simpelthen ikke forestillet mig, og jeg var faktisk rystet. Det samme var de medpatienter som overhørte det, samt hende som betjente madvognen.

Journalmateriale

Jeg fortalte, adskillige gange i de første dage, at jeg havde billed- og videomateriale på min telefon, som visualiserede forløbet i Kralove. Jeg fornemmede hurtigt at enten var personalet ligeglade, eller også havde de ikke oplysningerne, for der kom – gentagne gange – en række spørgsmål og kommentarer, som viste en fuldstændig mangel på forståelse for såvel ulykke som efterfølgende forløb. Den manglende viden – og ikke mindst interesse – gjorde, at der er blevet skrevet en lang række besynderlige ”observationer” i såvel journal som sygepleje cardex.

Med henvisning til foregående afsnit, er der en række afsnit, i sygepleje cardex, som jeg – med meget stor undren – har læst. Som beskrevet tidligere, konkluderede den eneste undersøgende læge, at han mente at talelammelsen var psykisk betinget. Den sygeplejerske, som deltog i stuegangen, ønskede tydeligvis at understøtte den teori, for hun skriver i cardex (citeret ordret, med alle slå- og grammatiske fejl)

”Mor og Alexander adspurgt omkring der er noget i Prag der er sket som er grunden til at han ikke vil snakke. Dette reagerer han ikke rigtig på. Efter vi går lidt til mor fortæller hun at han var fixeret/spændt fast i Prag og de ikke gjorde sig megen besvær og anstregelse for at forstå ham og gære sig selv forståelse – virker meget mistroisk overfor os som plejepersonale og synes faktisk først han lader til at have lidt tillid til mig lige inden jeg går hjem”

.......endvidere skriver hun længere nede på samme side (skrevet ordret):

”Der er sendt henvisning til ergo og fys mhp genoptræning samt sendt mail til JR mhp om han kan hjælpe med en evt psykisk overbygning af stumheden. Måske man også vil få meget ud af at tale med mor alene omkring det der lyder til at have været et lidt traumatisk ophold på intensiv i tjekkiet!. Mor var hos ham i 12 timer i døgnet og turde nlsten ikke at gå fra ham af frygt for de fx spændte ham fast”

Det er korrekt, at der fandt fixering sted i natten imellem 2. og 3. opvågningsdag, og dette – sammen med at de gav ham benzodiazepin – iværksatte de, fordi han havde været meget urolig, og ville rykke slanger ud og der var reel fare for, at han styrtede ud af sengen. Da jeg så det, talte jeg med den ansvarlige læge, og de satte plejepersonale på ham i de efterfølgende nætter. I dag kan Alexander INTET huske om det, ikke engang når jeg viser ham billeder af de læderremme, som blev brugt. Det viste sig jo også, allerede dagen efter sygeplejerskens notat, at lammelsen af tungen begyndte at aftage, hvorfor han begyndte at tale igen. Der var således ikke tale om en "psykologisk overbygning".

Desuden var der, i sagens natur, sproglige udfordringer under opholdet. I Tjekkiet er befolkningen ikke særligt gode til engelsk, men alle gjorde hvad de kunne for at reducere barriererne. Jeg præsterede endda at samarbejde med en sygeplejerske, i 45 min, om at give Alexander sengebad og skifte hans tøj og sengetøj, UDEN at vi kunne kommunikere verbalt. Vi kom langt med kropssproget. Endelig stillede rejsebureauet, som Højvangklubben havde arrangeret rejsen igennem, tolk til rådighed, som talte dansk, og som senere viste sig at være uddannet neurolog fra Ukraine.

Som beskrevet i tidligere afsnit, var der – fra en stor del af personalet – et stort forbehold, i forhold til undertegnede. Faktisk var det så stort, at flere af de besøgende vi havde,  bemærkede det. En del af disse forbehold blev formentlig grundlagt allerede inden vi kom ind på afdelingen, da det jo var ”rygtedes”, at der var ”en fra kommunen” med.

Sygeplejersken skrev  (citeret ordret):

”Der har været lidt undring om hvem ”ham fra kommunen”, som åbenbart har været med og ledsaget Alexander hjem. Da Alexander kom til skade var han på skitur med ungdomsklubben i Svenstrup – og ”ham fra kommunen” er lederen af den ungdomsklub som kommunen valgte at sende ned for at støtte mor og Alexander – dvs. der er altså ingen støttekontaktperson eller hvad han nu var mistænkt for at være. Alexander var forud for traumet en helt normal velfungerende dreng der gik i 2.g og skatede og var talende og social og havde masser af venner ifølge mor. Lederen af ungdomsklubben var en god støtte under opholdet ifølge mor”

Sygeplejersken gik altså ud og forsøgte at dementere en allerede levende historie, som jeg intet kendte til. Jeg kunne dog tydeligt mærke på såvel plejepersonale, som andre vi talte med, at der var et meget stort forbehold omkring de udsagn jeg kom med.

Som beskrevet tidligere, blev den tjekkiske journal væk inden vi nåede fra skadestuen. Jeg hørte intet om det, og fik ikke eet eneste spørgsmål omkring ulykken eller ophold på Kralove Universitetshospital, udover den ultrakorte samtale jeg havde med lægen sent om natten, da vi ankom til NHH. Ikke desto mindre sår lægerne tvivl omkring omstændighederne omkring ulykken, og den læge, som tog imod os skriver således:

”Pt overflyttet fra tjekkisk sygehus efter at have været indlagt som traume efter snowboard-ulykke. Det bemærkes at journal er optaget via information givet ved mater, der ikke har set selve ulykken og kun har været til stede fra andendagen under indlæggelse, og de papirer der fulgte med pt fra det tjekkiske hospital er hos ortopædkir BV”

Sidstnævnte var ikke rigtigt, da journalen allerede på det tidspunkt var væk, sammen med den CD der fulgte med. Nogle dage senere, skriver en anden læge, som hverken havde set Alexander eller tjekkisk journal:

”Traumept. der modtages via enstrenget traumemodtagelse, idet der er en del uafklarede ting omkring hans traumemodtagelse nede i Tjekkiet i Prag”.

Dagen for den officielle udskrivning, hvor vi - for første og eneste gang – oplevede en læge, som rent faktisk TALTE med Alexander, oplevede vi også, hvordan lægerne – ligesom plejepersonalet - havde lavet deres egne ”historier”, idet overlægen MJ sagde til mig, da jeg – på vej ud ad døren - viste ham et billede af, hvordan Alexander så ud da jeg kom derned, ”Jamen det var jo kunstig coma”, og det har det ALDRIG været.

Senere har neuropsykologen også henvist til, at Alexander jo ”kun sov sålænge de ville have ham til det”, og altså troede han også på historien om, at Alexander lå i kunstig coma. Endvidere konkluderede MJ, at det ”ikke kunne passe”, at han havde haft en GCS på 3, uden at underbygge hvorfor han påstod det.

Jeg oplevede PÅ INTET TIDSPUNKT, at de involverede læger, fra Rigshospitalet, betvivlede de oplysninger og observationer, som de tjekkiske speciallæger havde beskrevet. Det var således først da vi ankom til Aalborg, at omstændighederne blev opfattet som ”uldne” og ”tvivlsomme”.

Hvorfor er det relevant ?

Ja, det er det, fordi det – endnu engang – viser, med al ønskelig tydelighed, at det faglige niveau på den afdeling er så rystende lavt. Såvel læger som plejepersonale udarbejder ”historier” selv, når de enten vil have underbygget egne antagelser eller for at dække over journaler/oplysninger som er blevet væk. Som akademiker mener jeg, at denne underlødige fremgangsmåde burde give anledning til panderynker, især i betragtning af, at Aalborg Sygehus jo er blevet et ”UNIVERSITETSHOSPITAL”, hvor man jo netop skal uddanne fremtidens læger!

Jeg har selv begået mig i akademiske uddannelsesmiljøer i ind- og udland, i mere end 15 år, og jeg har aldrig oplevet så lavt et niveau og så underlødig en ”dataindsamling” og ditto håndtering.

Endvidere mener jeg, at der er der klare overtrædelser af Autorisationsloven, idet mindst to læger, som aldrig har set hverken Alexander eller tjekkisk journal, har skrevet i journalen. Den ene læge skrev (citeret):

”Pt. er fortsat i isolation. Vi afventer MRSA-podningssvar før den ophæves. Pt. er i dag begyndt at tale, har indtil nu kommunikeret ved at skrive på sin computer og der har været rejst mistanke om evt. afasi, denne mistanke kan nu afblæses. Pt er fortsat meget let mobiliseret og der findes indikation for opstart af forebyggende beh. med Innohep”

En anden læge skrev(citeret ordret):

”Traumept. der modtages via enstrenget traumemodtagelse, idet der er en del uafklarede ting omkring hans traumemodtagelse ned i Tjekkiet i Prag. Pt har været udsat for en skiulykke med snowboard d. 160215, initielt GCS 3, intuberet på skadesstedet og overflyttet til et sygehus i Prag. Foretaget intuberet traumeskanning dernede, har ifølge ambulancelægen vist bifrontale kontusioner samt patiel kontusion og parietale fakturer i kraniet, orbitafraktur”.........og teksten fortsætter med latinske betegnelser. Afsluttes med: ”Pt. beskrevet som kommunikerende normalt med cpr nr på Ipad og på skrift, men med mutisme (ekspressiv afasi), hvilket dog ikke giver mening i forhold til at han kan kommunikere skriftligt. Pt. er beskrevet at kunne gå med støtte”

Udskrivningen – og tiden efter

Sidst på ugen, da Alexander var blevet opereret i håndledet, begyndte jeg at spørge ind til, hvad vores ophold på NHH skulle føre til? Ingen læger talte med os, og ingen læger tilså Alexander. Fysioterapi bestod af 15 min. gangtræning pr. dag, og ergoterapeuten havde vi ikke set skyggen af, siden den dag hun ville lære Alexander at spise. Alexander blev mere og mere mobiliseret, for hver dag der gik, og han talte også mere og mere. Endvidere talte han mere og mere om at komme hjem, da han jo – på det tidspunkt – havde været væk fra sine vante rammer og sin søster i 3 uger.

Da jeg spurgte, fik jeg at vide at vi jo ventede på en MR skanning, og selvsamme sygeplejerske kom senere tilbage og kunne berette, at den planlagte MR skanning var booket forkert i deres IT-system, og at der derfor kunne gå 1-2 uger, før en skanning kunne iværksættes!. Det reagerede jeg ret kraftigt på, og det resulterede i, at de iværksatte at booke en tid akut, som da også fandt sted samme aften.

Dagen efter spurgte jeg igen en sygeplejerske, hvad formålet med at være der, var, og hun foreslog at hun ville få fat på en læge, som kunne snakke med os, og aftale det videre forløb. Hun vendte tilbage og sagde, at den vagthavende læge følte det var ”akavet”, hvis han skulle snakke med Alexander, når han nu ikke havde tilset ham (det var der jo ingen der havde, siden dagen efter vi ankom). Derefter opstod der nærmest en ”stoleleg” blandt lægerne, idet de åbenbart alle oplevede det som ”akavet” at skulle tale med os, da Alexander jo både var begyndt at tale og gå uden støtte, uden at nogen af lægerne havde interesseret sig spor for det.

Denne forvirring/”stoleleg” fremgår også af sygepleje cardex, hvori der bl.a. står (citeret):

”Denne (resultatet af MR skanningen, red.) skal ses af SC, som efterfølgende skal snakke med pt. og mor”

Samme dag har en anden sygeplejerske skrevet (citeret):'

”Talt med MJ ang lægesamtale dette bliver først efter pt været nede til K MR”

Dagen efter skriver den først citerede sygeplejerske (citeret):

”Jeg ved egentlig ikke hvem der er den primære læge, men det må vel tages op til morgen konf 9/3, SC mener måske Helga eller Preben”

Altså er selv plejepersonalet i tvivl, og de to læger hun nævner ved navn er enten en læge som ikke, på noget tidspunkt, har set Alexander eller også har vedkommendes ”journalføring” været yderst kreativ, og uden nogen form for kontakt til Alexander.

Da vi tog hjem, lørdag d 8/3, en uge efter ankomst, havde Alexander således kun været tilset af én læge på NHH (førstedagen), og vi fik lov at tage hjem på orlov, via en dialog med lægen igennem sygeplejersken.

Da vi ankom søndag kl 10, efter en succesfuld overnatning i egne rammer, blev vi mødt af en sygeplejerske, som kunne fortælle at de havde flyttet Alexanders seng ind på en 6-mandsstue og at min således var fjernet. Jeg fortalte hende, at de slet ikke behøvede at tænke på seng, for vi ville tage hjem igen, når vi havde talt med neuropsykologen, som det var aftalt. Sygeplejersken kunne ikke forstå, at vi skulle have en tid hos ham, da han normalt ikke var der om søndagen. En time efter tog vi hjem med uforrettet sag.

Dagen efter, altså mandag, mødte vi igen op kl. 10. Der skulle vi – efter planen – have en samtale med en læge, og da vi havde ventet i en time, fik vi at vide, at det kunne vi ikke alligevel. Til gengæld ville fys og ergo gerne tale med os kl 13.30. Vi kørte og kom tilbage kl 13.15, hvor fys og ergo hentede Alexander til, hvad vi begge troede var, genoptræning. Det skulle dog vise sig, at han skulle ”testes”, og derfor blev han guidet over i et køkken. Der blev han bedt om at lave kaffe og smøre brød til dem.

Han blev dybt frustreret, idet hans venstre arm stadig var helt livløs, fra skulderen og ned. Desuden var han blevet opereret i armen, torsdagen før, og den var således i gips og inde under gipsen stak der 4 K-tråde op. Han fik derfor  følelsen af at blive gjort nar ad (at få en opgave, som man HELT ÅBENLYST ikke kan løse, mens to fremmede står og kigger på). Det resulterede i, at han gik totalt baglås.

På det tidspunkt havde han stadig store udfordringer med balancen (han trak til venstre), han havde ”dropfod” og hans kognitive evner og personlighed var åbenlyst udfordret. Det resulterede i, at fys og ergo senere skriver en MEGET KRITISK evaluering, hvori de også laver ”semi-psykoligiske” konklusioner, og fraråder – kraftigt – at han udskrives. På det tidspunkt havde vi været hjemme i 1 ½ døgn, og havde ikke – på noget tidspunkt – oplevet nogle af alle disse ”uhensigtsmæssige situationer”, de refererer til. Han trængte åbenlyst til ro og vante rammer, og det var tydeligt at mærke, at han blomstrede op, når han var hjemme.

”Advarslen” blev ikke udtrykt overfor mig, og vi tog igen hjem, med en aftale om at komme tilbage igen, tirsdag. Dels skulle Alexander testes af neuropsykologen og dels ville overlæge MJ, efter sigende,  endelig tale med mig. I sygepleje cardex, er der den 10/3 kl 13.40 (altså efter vi er taget hjem) skrevet:

”Alexander har talt med JR (neuropsykolog, red.) og herefter har MJ haft en samtale med pt og mor. Han anbefaler stærkt at Alexander skal henvises til Hammel ungeafsnit. (både JR, fys, og ergo og os er enig i dette). Mor er meget uenig og MJ har brugt megen tid på at overbevise hende. Han har sendt henv. til Hammel dd. men tror at mor måske kan finde på at sige nej til indl. JR følger pt ambulant.”

Under udskrivningssamtalen, drøftede vi igen Hammel Neurocenter, og jeg afviste, da jeg kunne se helt tydelige fremskridt hos Alexander – såvel fysisk som kognitivt. Jeg var – på det tidspunkt – begyndt at give ham et kosttilskud, fra samme firma som udvikler plastre, og dette naturlige tilskud var allerede begyndt at vise effekt på Alexanders personlighed og kognitive funktioner. Da jeg talte med MJ, kom neuropsykologen da også ind og sagde, at Alexander lige havde lavet en test, hvor han scorede over den danske befolkning........ Til det svarede MJ, ”jamen så er det jo kun fysioterapi han har behov for”. Jeg aftalte med ham, at vi ville overveje Hammel, og at vi ville ringe derned ugen efter, afhængigt af, hvilken beslutning vi havde truffet.

Om fredagen (d 13 marts) gik det så godt, at Alexander og jeg tog til Støvring og besøgte hans gymnasieklasse, hvor han holdt et lille foredrag om ulykken.

Tirsdagen efter, blev jeg ringet op af Hammel Neurocenter, og fik at vide, at de havde en seng til ham dagen efter!. De var blevet kontaktet af NHH og blevet bedt om at stille et ophold til rådighed – HURTIGT !

Jeg blev målløs, og måtte fortælle damen, at vi gerne ville takke nej, da Alexander faktisk skulle starte i gymnasiet ugen efter. Hendes forargelse og mistro flød nærmest fysisk ud af telefonen, og jeg følte mig VIRKELIG under pres. Kunne ikke rigtig forstå, hvad det var for nogle informationer hun havde fået fra NHH, da jeg slet ikke kunne genkende det billede hun tegnede. Jeg sluttede samtalen med at vælge den bagdør, at jeg ”lige skulle drøfte det med Alexander”. Dagen efter talte jeg med hende igen, og stod fast på mit ”nej tak”, og Alexander havde i mellemtiden stået fast på, at han IKKE ville udstationeres. På det tidspunkt var han klar til at starte i gymnasiet nogle dage efter, og fungerede i det hele taget næsten normalt.

Om torsdagen modtog vi et brev om, at Alexander skulle komme til en ekstraordinær neuropsykologisk undersøgelse og ugen efter modtog vi et dokument under overskriften ”Genoptræningsplan”.

Den såkaldte ”Genoptræningsplan” var meget bekymrende læsning, og vi kom helt i tvivl om, hvorvidt den overhovedet omhandlede Alexander. Billedet lå langt fra dén hverdag vi var startet på. Der var plukket fra lægejournalen, så tvivlen omkring omstændighederne, i forhold til ulykken, blev repeteret. Endvidere er beskrivelsen af Alexanders tur i ”træningskøkkenet” ikke et billede vi kunne genkende herfra. Jeg ved ikke, om de havde behov for at skærpe tonen i et forsøg på at sende ham til Hammel alligevel, eller hvad deres motiv var, men det skulle senere vise sig at være tæt på at udløse et større ”alarmberedsskab” hos Aalborg Kommune.

Den 23 marts startede Alexander i gymnasiet igen. Den første dag havde han to timers matematik på A niveau, og havde ingen problemer med det. Næste dag valgte han at være der i 4 timer, og denne dag også uden problemer eller senere udtrætning. Han har siden trappet op til fuld skema, og laver afleveringer, prøver osv. på niveau med alle andre. Den eneste udfordring han havde var, at han indimellem oplevede let sløring for højre øje, i forbindelse med læsning, men vi fik at vide at dette vil rette sig.

Den 18 marts, startede han genoptræning hos en meget dygtig privat fysioterapeut. Han lavede en meget grundig undersøgelse af Alexanders udfordringer – på det tidspunkt – og udarbejdede, på den baggrund en omfattende genoptræningsplan.

Den 10 april blev jeg ringet op af en fysioterapeut fra Aalborg Kommunes Genoptræningscenter. Hun fortalte at hun havde modtaget en såkaldt genoptræningsplan, og hun havde nogle spørgsmål til den. Da jeg gav udtryk for min frustration over NHH og det ”arbejde” de havde lavet, lagde hun den til side og ville gerne høre ”min version”. Vi aftalte at Alexander skulle komme derud, når han havde fået gips og K-tråde fjernet fra venstre arm. Da vi kom derud, torsdag d 16 april (præcis 2 måneder efter ulykken), blev hun dybt, dybt rystet. Hun så en helt normalt gående gymnasieelev komme ind ad døren, og det billede stod fuldstændig i kontrast til det hun sad med, ud fra genoptræningsplanen.

Faktisk afslørede hun, at hele hendes ”bagland” var gået i højeste alarmberedsskab, NETOP på grund af dette dokument. De havde jo fået en opfattelse af, at der kom en svært hjerneskadet ung mand ind ad døren, med en mor, som ”ikke vil lade ham genoptræne”. Det har ALDRIG været på tale, at Alexander ikke skulle have hjælp til genoptræning. Han skulle bare have den RIGTIGE genoptræning, og det var Hammel Neurocenter IKKE. Jeg har gentaget denne holdning igen og igen, men blev ikke hørt.

Status

Alexander lever, hér 5 måneder efter ulykken i Tjekkiet, et helt, helt almindeligt ungdomsliv. Han har afsluttet 2.G i gymnasiet på fuld tid (de sidste måneder), han skater, spiller guitar og har været 4 dage på Nibefestival. Han stoppede hos den private fysioterapeut (med ugentlige besøg) for en måned siden, men vi konsulterer stadig den dygtige kommunale, som tager sig af venstre hånd/arm (hver tredje uge får han nye øvelser, som han laver hjemme)

Det forløb vi har været igennem med NHH er virkelig et skræmmende eksempel på, hvordan ”MAKVÆRK” kan køre ALT af sporet. At en  ”genoptræningsplan” kan udarbejdes SÅ meget ude ad trit med den virkelighed, alle andre ser, og at ”fagpersonale” kan finde på at lave ”overraskelsesangreb” på en hjerneskadet ung mand, er jeg dybt overrasket over.

Endvidere er jeg rystet over, at veluddannet personale kan krydre deres notater med ”røverhistorier” og rygter, samt at højt betalte læger kan udvise så – i særklasse – stor arrogance og ignorance. Desuden synes jeg det er beskæmmende, at der er så minimal interesse for dialog, hvorfor vi oplevede det ene ”idiotiske indslag” efter det andet.

At vi, senere, finder ud af, at Aalborg kommune var gået i stilling, i forhold til at starte en social sag, har jeg slet ikke ord for!. At Aalborg kommune var klar til at intervenere, kan jeg sagtens forstå, for jeg blev da også både forarget og bekymret, da jeg læste dokumentet, lige indtil jeg mindede mig selv om, at det jo handlede om os....... Det havde bare ikke ret meget med virkeligheden at gøre.

Konklusion

Et ”usædvanligt forløb”, var hvad vi fik at vide det havde været (af overlæge, neuropsykolog og noget af plejepersonalet).

Usædvanligt, JA FORHÅBENTLIG, idet jeg synes det afslørede et skræmmende billede af et sygehus under sammenbrud, hvor man har skubbet ”røverhistorier”, ignorance, arrogance og tydelige aversion foran sig, indtil de er blevet ”fældet” af den virkelighed de har forsøgt at omskrive.

Tilbage sidder vi, rystet af et system, vi burde have tillid til, og med nogle journaler som er dybt belastende. Jeg har derfor en forventning om, at der skrives et tillæg eller andet, som retter op på alle disse kritisable forhold,  således at dette makværk ikke, i fremtiden, kommer til at skade Alexanders liv eller beslutninger. Vi ved alle, hvilken betydning journaler kan have mange, mange år efter de er skrevet, og derfor forventer jeg at der rettes op det.

Det bør i den sammenhæng nævnes, at vi forleden var inde på hans e-journal, hvor der til vores store overraskelse lå to ”tomme” dokumenter, fra Neurologisk afdeling, med titlen ”OBS for mistanke om sygdom i nervesystemet”. Vi har på intet tidspunkt i dette forløb været i dialog med Neurologisk afdeling, og har intet hørt fra dem, så hvad dette drejer sig om, må guderne vide......Følelsen af rod og makværk blev dog ikke mindsket ved denne lejlighed.

Jeg ved, at dette i sandhed har været et ”usædvanligt forløb”, på alle planer. Ikke alene rejste Alexander sig fra et svært hovedtraume, med GCS 3, og tilbage til gymnasiet, på 5 uger. Det har også – i særdeleshed – været et usædvanligt møde med et sygehus, på sammenbruddets rand. Jeg var, på et tidspunkt, fristet til at håbe på, at denne ”uheldige sag” var et grotesk enkeltstående tilfælde. Dette er dog desværre ikke sandheden.

Efter jeg begyndte at udtrykke mine frustrationer på Facebook (hvor jeg har 3.000 kontakter), har jeg desværre fået adskillige henvendelser fra tidligere patienter på NHH, som har oplevet samme arrogance fra lægestanden, og hvor en helt almindelig ”dialog” kan være mere end svær at etablere.

Endvidere har jeg en nær veninde, som har mistet sin mor i forbindelse med en harmløs undersøgelse (hvor der opstår hjerteflimmer og hvor sygehuset efterfølgende sender kvinden hjem, med dette flimmer. 2 dage senere findes hun død), og en veninde, hvis far blev sendt ”halvdød” til Hjørring Sygehus, i en taxa, og hvor Aalborg Sygehus havde ”glemt” at informere Hjørring om, at der kom en patient. Min advokat har fortalt, at hun ofte – i forbindelse med arbejdsskadesager – har kunnet konstatere, at relevant materiale er ”blevet væk”, når hun forsøger at rekvirere det.

Oveni alle disse hændelser, oplevede vi desuden et sygehus, udsmykket med gammelt udstyr, som ikke virkede (respirationsalarmen var slået fra i opvågningen, og det opdagede jeg, fordi Alexanders kurve blev flad i flere minutter. Da jeg sagde det til en sygeplejerske, fik jeg at vide, at dem havde de slået fra for ”vi kan jo ikke rende rundt efter alle de fejlalarmer”). Endelig oplevede vi at være i nogle møgbeskidte rammer, som jeg tog billeder af.

 

Altså må det konkluderes, at der i særklasse er tale om et:

 

SYGEHUS UNDER SAMMENBRUD




Jeg ser frem til at høre fra Jer.

 

Med venlig hilsen

Cand Oecon

Kirsten Lyhne




 

 

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om denne blog:

Denne blog kaster lys over nogle af de fundamentale problemstillinger, som jeg ser vi står med. Fordelingen, i vores samfund, er efter min mening blevet så skæv, at vi bør diskutere hvad vi egentlig vil, og det vil artiklerne hér bidrage til.

Om Kirsten Lyhne:

Jeg er uddannet Cand. Oecon fra Aalborg Universitet (1993), og har igennem årene arbejdet indenfor en lang række områder.

Jeg har været adjunkt på Erhvervsakademiet i Randers, haft egen konsulentvirksomhed i 5½ år, hvor jeg arbejdede med digitalisering af små og mellemstore virksomheder. I den forbindelse arbejdede jeg også for EU Kommissionen som evaluator på 5. Rammeprogram, som er EU´s store forsknings- og udviklings program.

Derudover har jeg mange års erfaring med erhvervsfremme aktiviteter, og har desuden været Market Manager hos KMD, hvor jeg sad med ansvaret for indkøbsløsningen.

Sideløbende med ovenstående har jeg, igennem 10 år, været tilknyttet Aalborg Universitet (Det Erhvervsøkonomiske Fakultet, dvs. Cand.Merc.). Først som "associated professor" og siden 2006 som ekstern beskikket censor på alle universiteterne.

Derudover har jeg været ekstern ekspert hos Undervisningsministeriet, i forhold til "akkreditering" (godkendelse) af såvel nye som eksisterende videregående uddannelser.

Endelig har jeg, siden 2003, været ekstern beskikket censor på en lang række kortere videregående uddannelser (ledelse, marketing, sportsmanagement, oplevelsesøkonomi, offentlig administration og en række andre fagområder)