Danske Henrik Rasmussen, som blev fundet død for en uge siden bag Royal Paradise Hotel i Phuket, døde ikke naturligt. Det thailandske politi betragter nu danskerens død som en mordsag.
Læger har undersøgt liget, og det er det, der har overbevist politiet om, at danskeren er blevet myrdet. Faktisk mener politiet, at Henrik Rasmussen blev dræbt syv til 10 dage før han blev fundet torsdag den 7. februar.
Man formoder, at den 47-årige dansker døde af to sår lavet af en skarp genstand. Det ene sår er fem centimeter dybt i nakken, det andet 10 centimeter dybt ved armhulen.
- Vi tror, at han døde på hotellets grund, men vi har brug for mere tid til at efterforske sagen, siger politiinspektør Pratuang Pholmana til Phuket Gazette.
Henrik Rasmussens lig blev fundet mere ned 100 meter fra hotellets ejendom og en 1,7 meter høj mur adskiller hotellet fra det område, hvor liget blev fundet.
Nu er liget sendt til obduktion for yderligere undersøgelser.
Henrik Rasmussen var i Thailand med to familiemedlemmer, men de er begge uden for mistanke.
- Vi har afhørt Hr. Rasmussens fætter og nevø, og jeg er sikker på, at ingen af dem har noget med dødsfaldet at gøre, siger politiinspektør Pratuang Pholmana til Phuket Gazette.
Til gengæld bliver opmærksomheden nu vendt mod hotellets personale.
- Der er aldrig mange mennesker i det område, hvor Hr. Rasmussen blev fundet. Jeg vil afhøre hotelpersonalet deriblandt vagter, håndværkere og enhver anden, der kan have været i området, lyder det fra politiet til Phuket Gazette.