En journalistisk identitetskrise/ A journalistic identity crisis

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Til jul gav min kære mor mig en bog ved navn Cupcakes and Kalashnikovs". Det er en antologi over alle mulige forskellige slags journalistiske bidrag skrevet af kvinder gennem de seneste 100 år. Artiklerne er opdelt i forskellige emner lige fra krig og katastrofer over kvindefrigørelse til seksualitet og kroppen. Jeg er nu cirka halvvejs gennem bogen, og bliver mere og mere imponeret over, hvad kvindelige journalister i begyndelsen af 1900-tallet gennemgik for at skrive en god historie.

Men jo mere jeg læser, jo mere i tvivl bliver jeg også. For kan jeg nogensinde skrive noget, der er bare halvt så godt som det meste af det jeg har læst?

Der er dage, hvor jeg tænker ja. Det er, når jeg afleverer artikler, som den jeg skrev om rollespil. Eller den om afrikanske heksedoktorer. Eller den om Miraklet i Missouri. Sådanne dage danser mine fingre over tastaturet, og jeg kan næsten ikke få nok af mit arbejde.

Men så er der alle de andre dage. Og dem er der mange af.

Min far var også journalist. Han skrev for Newsweek og nyhedsbureauet UPI under borgerkrigen i Libanon. Så jeg er vokset op med alle hans røverhistorier, om hvad han og de andre journalister foretog sig. For eksempel om dengang han tidligt om morgenen befandt sig på en bar med en kollega, da de pludseligt hørte en eksplosion. De løb ud og så en masse kroppe spredt ud over gaden. Panisk begyndte de at løbe rundt for at finde overlevende, da det pludseligt gik op for dem, at det var en lastbil fuld af mannequin-dukker, som var sprunget i luften. Eller dengang han forhandlede et kvarters våbenhvile mellem to kæmpende militser på gaden ved vores lejlighed i Beirut på plads, så nogle af mine forældres gæster kunne komme hjem. Eller dengang Arafat var på besøg i København og boede på SAS hotellet, hvor min far kom med særlig arabisk morgenmad til ham, da de kendte hinanden fra tiden i Libanon. Det var den slags historier, der gav mig lyst til at blive journalist.

Men det var også alle de andre. Om hvordan han forhandlede med kidnappere, for at få kolleger frigivet. Om de gange det ikke lykkedes, så han i stedet måtte identificere lig. Om hvordan mine forældre valgte, at lade hele familien sove i samme rum. På den måde ville hele familien i det mindste blive dræbt, hvis en bombe skulle ramme bygningen.

Fra første dag på journalistuddannelsen har jeg altid følt, at jeg skulle igennem det samme, før jeg kunne kalde mig rigtig journalist. Selv om jeg til tider kan gemme disse tanker langt væk, kommer de med jævne mellemrum frem. For eksempel når jeg læser i Cupcakes and Kalashnikovs . Men jeg bliver ved med at læse og vil blive ved med at stræbe efter at blive den journalist, jeg ved min far var.

For Christmas my dear mother gave me a book called Cupcakes and Kalashnikovs". It s an anthology over all kinds of different journalistic contributions written by women during the past 100 years. The articles are divided into different topics from war and disaster over the suffrage movement to sexuality and the body. I m about halfway through the book now and keep getting more and more impressed by what female journalists in the beginning of the 1900 s went through to write a good story.

But the more I read the more in doubt I become. Because can I ever write something even half as good as most of the stuff I ve read?

There are days, where I think yes. That s when I hand in articles like the one I wrote about role-playing. Or the one about African witchdoctors. Or the one about the Miracle of Missouri. On days like that my fingers dance across the keyboard and I can hardly get enough of my job.

But then there are all the other days. And there are a lot of them.

My father was a journalist too. He wrote for Newsweek and the news agency UPI during the civil war of Lebanon. So I ve grown up with all his tales about what he and the other journalists did. Like about the time he early in the morning was in a bar with a colleague, when they suddenly heard an explosion. They ran out and saw bodies spread over the street. They started running around in a panic, searching for survivors, when they suddenly realised that it was a truck full of mannequin dolls that had exploded. Or the time he negotiated a ceasefire between two fighting militias on the street by out apartment in Beirut, so that some of my parents guests could go home. Or the time Arafat visited Copenhagen and stayed at the SAS hotel, where my dad brought him a special kind of Arabic breakfast because they knew each other from the time in Lebanon. It was stories like that, that made me want to be a journalist.

But there were also all the others. About how he negotiated with kidnappers to have colleagues released. About the times he didn t succeed so he had instead had to identify bodies. About how my parents chose to let the family sleep in the same room. That way at least the entire family would be killed should a bomb hit the building.

From the first day of journalism-school I ve always felt that I would have to go through the same before I could call myself a real journalist. Even though I at times can hide these feelings away they resurface once in a while. Like when I read Cupcakes and Kalashnikovs . But I keep reading and will keep on striving to be the journalist I know my father was.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.