Undertiden er der slet ingen pårørende. Andre gange ønsker de bare ikke at betale for begravelsen.
Når slægtninge præsenteres for udsigten til at skulle betale 15.000 kroner for at få begravet et afdødt familiemedlem, sker det ofte, at de trækker sig. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Kvartermester Tom Nobel fra Frederiksberg Hospital har blandt andet oplevet en stedsøn, der ringede for at tilbyde at tage sig af sin stedmors begravelse. Men da han hørte, hvad prisen var, fortrød han. Tom Nobel har også stået overfor en mand, der ikke ville betale for sin samlevers bisættelse.
Også på Bispebjerg Hospital har kvartermester Benny Guntel kendskab til problemet.
- Nogle gange er der en søster i Jylland, men måske har de ikke haft noget med hinanden at gøre i flere år. Og så spiller det ind, at mange i dag ved, at hvis man ikke vil betale, klarer det offentlige det, siger Benny Guntel til Kristeligt Dagblad.
I Københavns Kommune bliver 300 mennesker begravet på det offentliges regning om året. Selv om de pårørende ikke vil tage sig af udgifterne til begravelsen, må de gerne deltage.