Både landstræner Ulrik Wilbek og holdkammerat Joachim Boldsen peger på målmand Kasper Hvidt som en af de helt store forklaringer på, at Danmark nu kan kalde sig europamester i håndbold.
Men selv vil Kasper Hvidt ikke sige noget særligt om sin præstation gennem EM-turneringen.
- Det er et hold, og der er så utroligt mange, der har spillet godt, sagde Kasper Hvidt kort efter finalesejren på 24-20 over Kroatien til TV 2.
Holdet har troet på EM-guld hele vejen, siger Kasper Hvidt.
- Ja, vi troede på det, men vi vidste også godt, at det blev svært. Og det har det også været, siger han.
Med EM-guldet sikrer Danmark sig også deltagelse ved OL i Beijing, men det orker den danske supermålmand ikke at tænke på nu.
- Det næste, jeg vil tænke på er at være sammen med min hustru, siger han.
Kasper Hvidt er kåret til turneringens bedste målmand.