Her har I mig tilbage , sang Kurt Thorsen til pressen, da han i 1999 blev løsladt efter en varetægtsfængsling.
Senere blev han kaldt en led karl og har afsonet seks års fængsel for bedrageri og mandatsvig i PFA-sagen.
Men nu er den glade finansmand Kurt Thorsen tilbage igen - og han har en plan.
Ifølge Politiken.dk er Kurt Thorsen nu blevet konsulent på projektet Batteriet , som handler om 120.000 kvadratmeter med boliger, højhus, erhverv og en moské på Amager i København.
- Kurt Thorsen har nogle svagheder og begrænsninger, men han har også mange visioner og er en god idemager, siger en af investorerne, byggematadoren Bill Nielsen til Politiken.dk.
Kurt Thorsen rolle bliver at skaffe udenlandske investorer til byggeprojektet.
- Han har ikke nogen økonomisk interesse i projektet og er alene præstationsaflønnet, forklarer Bill Nielsen.
Og Københavns teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), er begejstret.
- Jeg vil strække mig så langt som at sige, at det er et meget elegant projekt. Der er tale om en god og visionær udnyttelse af en grund, der har ligget ubenyttet hen i mange år. Jeg fornemmer, at der er udstrakt politisk velvilje overfor projektet«, siger Klaus Bondam til Politiken.dk.
Han afviser, at det skader projektet, at Kurt Thorsen er med.
- Det betyder ikke noget overhovedet, siger Klaus Bondam.