Den mest makabre sag i Danmark nogensinde

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Her følger uredigeret den næsten fulde ordlyd af forfatter Karen Søndergaard Jensens ord til Nyhedsavisen om Dagmar Overby, hendes liv og hendes mord på små børn i starten af det 20. århundrede.

Et enkelt afsnit er dog pillet ud til senere brug i avisen.

En redigeret udgave findes allerede i Nyhedsavisen lørdag 20. januar sammen med en nærmere beskrivelse af Dagmar Overbys historie og nogle af hendes dusinvis af ofre. Typisk lokkede hun små børn fra fortvivlede og udsatte mødre. Derefter kvalte hun børnene, overhældte dem med petroleum og brændte i sin kakkelovn i lejligheden på Enghavevej i København.

Mordsagen er den mest makabre i dansk kriminalhistorie.

"Dagmar blev født i Jylland og havde en turbulent barndom/ungdom.

Lige fra barnsben skilte hun sig ud fra søskendeflokken. Hun evnede ikke at knytte venskaber. Familien beskriver hendes hurtigt skiftende sind og humørsvingninger. Hendes fantasi var veludviklet og hun tyede ofte til løgne, for at gøre sig selv bedre end hun var. Også selv om løgnene var nemme at gennemskue. Hun kom tidligt på kant med loven, fordi hun stjal.

Dagmar selv følte sig uretfærdigt behandlet. Hun sagde, at faderen havde været hård ved hende - og også for hård med fysisk afstraffelse. Farfaderen forgreb sig på hende, da hun ikke var ret gammel. Jeg tror, at den oplevelse har givet hende antipatien mod mænd og sex. I hvert tilfælde formåede hun ikke at opleve erotikken som andet end et pressionsmiddel i årene fremover.
Hun havde mange skiftende partnere og var meget ustabil i forholdene. Når tingene blev for problematiske, så gik hun hjemmefra.

Idéen til adoptioner fik hun en dag, hvor hun hørte om et par, der havde adopteret et barn. De havde fået 300 kroner for det som et engangsbeløb, hvilket svarede til en årsløn dengang. De købte et hus for de penge, men der sker det, at barnet dør efter 2 uger af en lungebetændelse. Dagmar kunne straks se mulighederne i dette. Du skal huske på, at vi er i en tid, hvor moralen er i højsædet og det at få et barn udenfor ægteskab var ildeset.
Derfor var der altid mange annoncer, hvori kvinder søgte efter et hjem til deres børn. Det kunne være adoptioner eller plejeforløb. Men der var mange penge i det.

Dagmar var psykopat. Det var retpsykiaterens konklusion. Hun havde ikke impulskontrollen, så i hendes verden var der ikke naturlige stopklods, som vi andre har den.  Dagmar adopterede de mange børn (eller tog dem i pleje for et fast månedligt vederlag) for at få penge. Hun købte statussymboler for pengene: nyt tøj og møbler til stuen. Alt sammen i håb om at få / møde anerkendelse fra familie og omgangskreds.

Dagmar havde en forrygende evne til at manipulere. Hun var menneskekender - og intelligent nok - til at gennemskue de ulykkelige mødres bekymringer og samtidig skam, og kørte uden tøven på begge dele. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, for at få dem til at overdrage barn og penge, og forsikrede dem om, at det bedst ikke at have en videre kontakt. Man måtte jo tænke på barnets tarv. Hun holdt sig heller ikke for god til at myrde barnet og straks efter skrive moderen et brev om hvor godt det gik med barnet.

Dagmar havde en ukuelig drøm om at opleve lykken. Det at være den lykkelige familie. Du spurgte mig i telefonen om hvilket af mordene, der havde gjort størst indtryk på mig. Jeg ved præcis hvilket mord det er, netop fordi det er så udtalt et tilfælde af manglende impulskontrol.

Dagmar har på dette tidspunkt været kærester med Svendsen længe. Hun er ganske vist stadig gift med Anton, men det er jo formalia. De har ikke været sammen i årevis. Hun er flyttet til København, efter at have hentet sin datter Erena fra et tidligere forhold. Pigebarnet havde været i familiepleje fra 0 - 3 års alderen. Mordene er startet for længe siden.

Men denne dag skal Dagmar hente et nyt barn og på vejen hjem tænker hun på, at det kunne være hyggeligt at beholde barnet. Så de netop kan blive den rigtige familie. Da hun kommer hjem, sender hun Erena i gården og da hun skal ind i lejligheden med barnet, får hun øje på en spand med vand der står på gulvet. Hun har gjort rent om morgenen. Et blik på spanden, et blik på barnet og der er ikke længere mellem tanke og handling. Hun drukner barnet i spanden. Det illustrerer hendes hurtige skift i sindsstemning og tankegang.

(...) 

Man kan også gå ind og vurdere hvorvidt æter, nafta og morfinmisbruget har været medvirkende til hendes handlinger. Dagmar selv fastholdt, at hun ikke var tilregnelig i gerningsøjeblikket, fordi hun som regel var påvirket af æter. Hun inhalerede det ikke, men drak det. En skik, som var kendt fra bl.a. Island. Effekten er den samme som med alkohol.
Men ingen af vidnerne havde nogensinde bemærket at Dagmar lugtede af æter. Og politiet havde svært ved at tro hende, især fordi hun kunne huske alle detaljerne bagefter.

Meget kan man sige om Dagmar, men da først fælden klappede ved anholdelsen i 1920, så var det Dagmar selv, der bragte oplysningerne på bordet. Det var hende der oplyste om navnene på kvinderne, beløbene hun havde modtaget, hvor overdragelsen var foregået, hvordan hun havde dræbt børnene og hvor ligene kunne findes.

Det var nemlig ikke dem alle hun brændte. Nogle af ligene pakkede hun ind i avispapir og dumpede dem på Amager. Et af ligene (det første mord i København) smed hun i retiraden på Assistent kirkegården. Et af dem havde hun med i sin kuffert på en rejse til Jylland og hun begraver det derovre, lige inden hun møder op hos sin familie. Et andet begraves på en mark på Sjælland.
Og yderligere et gemte hun af vejen på loftet på Enghavevej.

Så da Dagmar har afgivet forklaring, får politiet travlt med at opsøge mødrene og finde de omtalte lig. Man averterede faktisk også efter mødrene i aviserne, men kun én henvendte sig. Der er ikke nogen tvivl om, at de kvinder har fået sig et gedigent chok, da det gik op for dem, hvordan deres børns skæbne var endt.

Dagmar forsvarede sig under retssagen med, at det ikke var hendes skyld.
Hvis man skulle skyde skylden på nogen, så måtte det være samfundet! De var jo ligeglade med børnene. Børn født uden for ægteskab, var en skamplet. Der var ingen hjælpeforanstaltninger for at sikre børnenes tarv. Dagmar gjorde samfundet en tjeneste ved at fjerne denne kommende byrde.

Og hvis ikke det var samfundets skyld, så var det mødrenes! Dagmar havde ikke bedt dem om at aflevere deres barn. Det var ikke hendes skyld, at mødrene ikke engang gad checke hvordan det gik med deres børn. Dagmar mente, at mødrene måtte kunne have regnet ud, hvilken skæbne der havde ventet deres børn.
Og hvis ikke man syntes, det var nok, så kunne man med rette anklage fædrene. De betalte sig fra det. Hvor var deres ansvarsfølelse?

Juryen åd den ikke. Ganske vist var Dagmar blevet diagnosticeret som værende psykopat, men hun var ikke utilregnelig i gerningsøjeblikket. Mordene var planlagte, velovervejede og udført med koldt blod.

Så kan man spørge sig om, hvordan det kunne gå så galt for under 100 år siden? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede?

Her skal man tænke på den anderledes samfundsstruktur. Der var ikke nogen normaliserede krav/opfølgning på fødsels/dødsattester.
Vidste du for eksempel at Dagmar-sagen var medvirkende til at vi fik folkeregisterloven herhjemme? Man talte nemlig om i forbindelse med opklaringen, at dette ikke havde kunnet foregå, hvis man havde haft en decideret registrering af folk, altså fødsels- og dødsattester og hvor de opholdt sig i den mellemliggende periode.

Sagen førte også til en gevaldig opstramning indenfor plejeloven. Det blev anskueliggjort, at det var nødvendigt med et langt større tilsyn med plejefamilier og at man måtte skærpe praksis for at være sikker på, at det kun var godkendte plejefamilier (dem med plejetilladelse) der fik børn mellem hænderne.

Hvorfor var der ikke nogen, der reagerede? Man kan vel spørge sig selv, om noget mentalt rask individ har fantasi til at forestille sig de handlinger, som Dagmar udførte. Men man skal igen huske på, at Dagmar flyttede meget. Når jorden brændte under hende på én adresse, så rykkede hun videre. Hun anvendte forskellige efternavne overfor kvinderne, og som tiden gik, indrykkede hun færre annoncer selv, og nøjedes med at besvare dem, som kvinderne satte i avisen.

I min roman beskriver jeg Dagmars liv fra start til dommen falder. I mit foredrag går jeg bag om historien og kigger på sagen set ud fra et samfundspolitisk, retsligt, kvindehistorisk og børnepolitisk synspunkt. Der er så mange vinkler på den historie, at man kan komme vidt omkring."

Hvis du vil vide mere om Dagmar Overby, kan du kontakte Karen Søndergaard Jensen for at bestille foredrag eller bøger på mail@kallisto.dk.

Se også http://www.englemagersken.dk/.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.