DEN FATTIGES SKAM (tredje del)

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

– DETTE ER IKKE EN APRILSNAR

I dag er det tre-årsdagen for en ulykkelig begivenhed. Den 1. april 2014 forlod en desperat, afmægtig mand rådhuset i Brøndby efter ufrugtbart møde med en sagsbehandler, overhældte sig med benzin og antændte sig selv. Han døde efterfølgende på sygehuset af sine brandsår. Det gjorde han nok ikke som en aprilsnar – desværre.

Han var måske blot begyndelsen. I hvert fald den første, vi lagde lidt mærke til – og det gjorde vi så ikke rigtig alligevel (læs her artikel om hvordan medierne behandlede sagen). Siden da har der været stigende antal selvmordsforsøg og selvmord blandt fattige og reformramte. Det handler ikke kun størrelsen på ydelser til de fattige er blevet lavere, men især om den følelse af afmagt, når man i sagsbehandlingen undertrykkes, kontrolleres og tales ned til.

Der har været dage, hvor jeg selv har følt desperationen og afmagten. Ja, jeg bliver presset, når der ikke er flere penge tilbage, og jeg ikke ved, hvor jeg skal få råd til at betale for mad og regningerne for mobil og andre fornødenheder. Men mest af alt, oplever jeg afmagten, når kommunen optræder med mistillid, kontrol og mangel på forståelse.

I dag – i anledning af 1. april og tre-årsdagen for den unavngivnes mands protesthandling – ville jeg gerne have skrevet med humor om selvmordet i Brøndby – fordi humoren har reddet mig mange gange, når jeg var allermest desperat. Men jeg formår ikke at finde noget sjovt, nogen vinkel eller pointe, som kan gøre det til god humor. For undertrykkelsen er en tragedie for vores samfund.

Vi er et af de rigeste lande – både når det gælder penge, tillid og lykke. Vi har meget at være stolte af i Danmark. Alligevel har vores velfærdssystem udviklet sig til et undertrykkelsesmaskineri, som bringer borgere så langt ud på desperationens overdrev, at de vælger selvmordet og andre selv-destruktive veje. Måske tror du ikke på mig? Kan det virkelig være rigtigt?

Det meste af befolkningen forstår det heller ikke. Vi fattige hører igen og igen, at vi bare kan finde os et job. At vi bare kan flytte i en billigere lejlighed. At vi bare kan tage os sammen. Og det er måske svært helt at fatte den afmagt, vi oplever – ligesom det kan være svært at fatte, at en mand begår selvmord. Og så er det nemmere at sige, at vi ‘bare’ skal tage os sammen.

Vi vil gerne tage et ansvar, men når ansvaret alene bliver gjort til vores, bliver det uhyre vanskeligt at løfte det. Når kommunen bruger mest tid på at forhindre os, i at gøre det, som giver mening for os; når vi skal forsvare os mod mistænkeliggørelse; når vi tvinges til meningsløs aktivering og endeløs dokumentation; ja, så bliver det umuligt. Så er det bare ikke sjovt på nogen måde – og vi bliver vrede og afmægtige – og endnu mindre i stand til at løfte et ansvar. En ond cirkel.

Vi fattige mennesker elsker også humor og en god aprilsnar. Vi ønsker også at leve i komediens lys, men er fanget i et velfærdssystem, som er en tragedie for samfundet. Vi spilder mange penge på undertrykkelse af fattige – og det er ikke sjovt for nogen. Hvordan gør vi det forståeligt for dem, som hellere vil sige ‘tag dig sammen’? Tragedien er ikke os, men at et så klogt og rigt samfund, som det danske ikke kan hjælpe de svageste.



Med initiativet og kampagnen NulSkam forsøger vi at tage et første skridt, der kan frigøre fattige og samle os om at tage et fælles ansvar for et bedre samfund. Vi dømmes ofte som de-måske-egnede, men måske er det os, som kan hjælpe os alle nærmere komediens lys. Vær med – stå ikke alene. Vælg komedien – ikke tragedien.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.