DEN FATTIGES SKAM (første del)

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Vi er en byrde for fællesskabet – skal vi skamme os?

Jeg er på overførelsesindkomst. Hvorfor føler jeg skam ved det? Stadigvæk, selvom jeg længe har sagt fra og ofte været skamløs. Opgivet at skjule det. Været åben omkring det. Så er der alligevel dage, hvor jeg griber mig i at pynte lidt på virkeligheden. Få det til at lyde, som om jeg kun har været på ydelsen siden i sommers – mens det i virkeligheden er længere tid. Det er som om skammen er en forbandelse, jeg for evigt kan være fanget af. Selv når jeg får arbejde, vil jeg måske se tilbage og skamme mig.

Og det er ikke bare mig – mange af os oplever, det som noget skamfuldt. Jeg hører det allevegne – hos NæsteHjælpernes gruppe på FB, i private samtaler og på Jobcentret. Grundene kan være mange. Man er lidt en taber. En stakkel. En fiasko. Måske både i vores egne øjne – måske især i andres øjne. Vi har en samfundsmoral om, at man skal yde for at kunne nyde. Ifølge den moral er alle vi, der er på kontanthjælp, en slags nassere. Og ja, det er vi. Vi ligger fællesskabet til last. Vi snylter på samfundets overskud.

Lad os være ærlige om det. Ikke fornægte den virkelighed, hvor mange borgere betaler en hel del i skat for at forsørge os. Det er forståeligt, at nogle af dem oplever det som uretfærdigt, at de skal betale for vores overlevelse. At de kan føle sig krænket på en retfærdighedsfølelse – de går og knokler, mens andre ikke gør. De har behov for at slippe af med den følelse. Det kan de gøre ved at forlange taknemmelighed, kontrol eller straf af os, fordi vi ikke bidrager i kroner og ører. Det opfatter de som rimeligt. En slags retfærdig handel. Men måske er det en djævelsk handel?

Lad os være enige om at kontanthjælpen bestemt ikke gives som en gave – for gaver er uden forventning om mod-ydelse. Med kontanthjælpen følger en forventning om, at vi underkaster os bestemte krav om kontrol og taknemmelighed. Vi skylder skatteyderne noget. Ikke penge, for det er ikke et lån. Men taknemmelighed og underkastelse – at vi ikke er krævende, at vi finder os i enhver behandling, der følger med ydelsen. Samfundet og skatteyderne har fået pant i vores frihed – i vores sjæl – vores samvittighed – og derfor føler vi også en ægte skam.

Selv hvis ingen direkte fortæller os, at vi skal skamme os, så opstår skammen fordi det forhold samfundet tvinger os ind i, gør vi kommer i en gæld, en skyld, vi ikke rigtig kan betale tilbage. Det er ikke et regnskab, som kan gøres op. Derfor er vi usle, fortabte, mærket af samfundet med et skam-mærke – den laveste kaste. Dem som må finde sig i den ringeste behandling og underkaste sig. Og ethvert menneske, der underkaster sig mod sin egen samvittigheds bedre vidende, vil skamme sig på ægte vis. For da har man svigtet sit eget væsen og sin egen frihed.

I den religiøse verden har man en lang historie med skam og skyld. Hos katolikkerne kunne man få forladelse for sine synder i skriftestolen. Mens Luther og protestanterne mente at forholdet mellem et menneske og Gud var personligt. At ingen præst skulle stå i vejen – være en mellemmand, der profiterede på det forhold eller forurenede det. Ligesådan tror jeg, det er med vores skam. Ingen skal komme og være mellemmænd eller dommere over os. Det er et personligt forhold mellem os og vores samvittighed – om vi har noget at skamme os over?

Vores frihedskamp begynder med at gøre os fri af den skam, vi ikke kan bruge til noget.
Afgør med dig selv, om du virkelig har noget at skamme dig over. Tal med din egen samvittighed – lyt ikke til mellemmændenes stemmer, der hvisker dig i øret, at du er en taber – at du ikke er god nok – lyt ikke til dem på facebook, i aviserne og på TV, når de taler ned til eller om dig. Du ender bare med at blive alt for ked af det eller alt for vred – og så har du tabt kampen. Både din egen og den politiske. Fordi du har lyttet til deres stemmer og lader dig styre af dem.

Næsten ingen politikere eller andre magthavere lytter for alvor til os – de fattige, de afmægtige. Derfor skal du heller ikke lytte efter dem, men lytte til dit eget væsen og ranke ryggen. Hvis du oplever en skam som virkelig er din egen – må du tage den på dig, som et ansvar – en opgave du skal løse og finde hjælp hos andre til at slippe den. Vi er her – andre som dig – der kender skammen og vi vil hjælpe. Men alt den anden djævelske skam, som ikke kan løses, men kun undertrykker og holder dig nede – den skal du nægte at tage på dig.

 Det er min opfordring. Vores oprørsmærke er #NulKronerNulSkam. Der ligger ingen skam i at være fattig og have brug for hjælp. Vi begynder i de næste måneder en fælles kampagne for at gøre op med skammen – hvor alle på kontanthjælp og andre fattigdomsydelser kan være med. Følg med her og på facebook-siden NulSkam.

#NulKronerNulSkam – brug mærket, når du som fattig står offentligt frem – sæt dig selv fri fra skammen – og så kan vi sammen finde styrken til at begynde en frihedskamp for hele fællesskabet. Hvor vi ikke kæmper i skyttegravene for hver enkelt lille rettighed for os selv, men for en ny samfundspagt – hvor vi ikke bygger fællesskabet på en djævelsk handel, men grundlægger det som en sand gave til hinanden. Hvor giverne ikke behøver at føle sig krænkede og hvor modtagerne ikke behøver unødig skyld og skam. Det er grimme følelser – og vi ved i vores hjerter, en smukkere verden er mulig.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.