Regeringen forsøger at lægge en dæmper på den danske økonomi ved at
spænde statens økonomiske livrem ind. Det oplyste Pol.dk i aftes.
Alle ministerier skal spare en procent på driften, og
de penge skal lægges til side. I alt drejer det sig om cirka en milliard
kroner. Det vil fremgå af det forslag til finanslov, som finansminister Lars
Løkke Rasmussen (V) ifølge flere medier vil fremlægge i dag.
Den tvungne opsparing vil ramme områder som forsvar,
politi og uddannelse, og pengene vil tidligst blive frigivet igen i 2009.
Forslaget betyder eksempelvis, at forsvaret får 195,7
millioner kroner mindre at gøre godt med til næste år. For Justitsministeriet
betyder det, at der er 119,2 millioner kroner mindre. Samtidig lægger
regeringen 400 millioner kroner til side, som skal gå til en lønforhøjelse til
de ansatte i staten.
Indefrysningen skal ses som et forsøg på at undgå den
overophedning af den danske økonomi, som både Nationalbanken og de økonomiske
vismænd længe har advaret imod.
Socialdemokraterne kritiserer på forhånd forslaget.