Det er enhver designers drøm at klæde de store stjerner på, når de skal skride ned ad den røde løber. Men det er ikke dansk design, man ser allermest af på disse kanter, og det vil Scandinavian Mansion of Style lave om på.
Firmaet er et nyt skandinavisk brandhouse, som vil promovere de danske designere i Hollywood, og de starter op med et brag af en fest på næste lørdag.
Med blandt gæsterne har hotel-arvingen Paris Hilton allerede meldt sin ankomst, ligesom Sharon Stone er hyret til at være vært ved festen. Men også store navne som Scarlett Johansson, Jessica Alba, Britney Spears, Snoop Dog og Pamela Anderson har også vist interesse og er inviteret til festen.
Det er iværksætteren Peter Forchamme og Hollywood-agenten Claus Hjelmbak, der står bag firmaet, som allerede åbner deres kontor i Beverly Hills 1. december, så de kan promote navne som munthe + simonsen, Sand og Ole Lynggaard.